FC København er pisket til at vinde udekampen mod norske Molde, hvis klubben skal gøre sig realistiske forhåbninger om at gå videre fra gruppespillet i Europa League.
Sådan lyder meldingerne, hvis man spørger cheftræneren, anføreren og nøglespillerne i FCK inden aftenens opgør mod de nykårede norske mestre.
FCK-træner Ariël Jacobs erkender, at situationen er anderledes krævende efter 0-2-nederlaget til Stuttgart i Parken for to uger siden.
- Normalt når man begynder i Europa League, siger jeg til spillerne, at vi er nødt til at skaffe tre point hjemme og et enkelt point på udebane i sådan en turnering.
- Men på grund af det seneste nederlag til Stuttgart, og fordi der kun er to kampe tilbage, så skal vi gå efter alle tre point mod Molde. Så simpelt er det, siger Jacobs.
FCK er på tredjepladsen med kun fire point i gruppe E, hvor rumænske Steaua Bukarest overraskende fører med 10 point. Stuttgart indtager lige nu andenpladsen med fem point, mens Molde er sidst med tre point.
- Vi skal vinde. Det er vores helt klare målsætning at vinde de to sidste kampe. Og det starter mod Molde, siger Lars Jacobsen.
- Det er en must-win-kamp, hvis vi skal gøre os forhåbning om at komme videre fra gruppespillet, mener FCK-anføreren.
I Superligaen fører FCK med seks point ned til FC Nordsjælland, men midtbanestyrmanden Thomas Kristensen erkender, at det ikke kører lige så godt i Europa.
- Det er lidt anderledes end i Superligaen. Vi har kniven for struben i Europa League. Vi er tvunget til at vinde de to sidste kampe.
- Forhåbentlig kan vi lave et godt resultat mod Molde, så vi har finalen til gode i den sidste kamp mod Bukarest i Parken, siger Thomas Kristensen.
Hvis FCK ikke vinder over Molde, og Stuttgart samtidig vinder på udebane over Steaua Bukarest, så vil FCK være færdig i Europa for i år.
- Det er en knald eller fald-kamp. Der er ikke rigtigt noget "eller", for vi skal have tre point. Det må være den indstilling og mentalitet, vi går ind til kampen med.
- Vi har bragt os selv i en situation, hvor vi formentlig ikke kan bruge et point til noget. Derfor er der kun en ting, der tæller, og det er tre point, siger Martin Vingaard.