Blog

Af Mia Kristina Hansen
Se alle blogindlæg

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

I DAG ER DET PRÆCIS HALVANDET ÅR SIDEN, at mine kollegaer og jeg deltog i den mindehøjtidlighed, som vi havde arrangeret for vores kollega Vivi, som blev stukket ihjel med kniv af en beboer på Center Lindegården i Roskilde.

Det blev en smuk aften i Byparken i Roskilde. FOA-formand Dennis Kristensen holdt en tale, pressen var til stede, og der blev vist klip i TV 2 Lorry.

Vi søsatte små både med lys i vandet, og sangerinden Pia Kloster sang de smukkeste sange, som gik lige i hjertet på mig. Forud for mindehøjtidligheden lå der mange voldsomme oplevelser med vold og trusler på min arbejdsplads, drabet og yderligere 33 tilfælde med vold og trusler, inden mine kollegaer og jeg nedlagde arbejdet i ni dage, fordi vi frygtede for vores liv.

Læs også:

Mia sagde op efter kollega blev dræbt: Blev nu selv udsat for rystende oplevelse

Fra det øjeblik Vivi blev dræbt, var medierne der med det samme. TV 2 News viste historien de næste mange dage, forskellige politikere og 'eksperter' udtalte sig. Jeg selv blev så vred, at jeg lavede et opslag på Facebook, der lynhurtigt blev delt. Efter et døgn havde over 20.000 reageret på opslaget. Jeg fik mulighed for at udtale mig på tv, og fortælle hvordan jeg oplevede virkeligheden i psykiatrien.

SAMMEN MED FOA var mine kollegaer og jeg med til at starten en underskrifts-indsamling, som hurtigt fik 18.000 underskrifter.

Lindegården fik besøg af forskellige politikere, som alle var enige om, at der skulle gøres noget, at og de ansatte i psykiatrien fremadrettet skulle kunne gå trygt på arbejde.

Læs også:

Mias kollega dræbt på job: Hvor galt skal det gå igen?

Man var enig om, at forholdene i psykiatrien skulle ændres, så mennesker, der bliver psykisk syge, kan få et værdigt behandlingsforløb. Der blev afholdt en høring, og de daværende ministre i Socialministeriet og Sundhedsministeriet lovede at komme med en konkret handleplan til august 2016.

Planen kom først i oktober 2016, og da handleplanen blev meldt ud, blev den mødt med kritik af mange interesseorganisationer, og den skulle efterbehandles. Det gik der yderligere tid med, mens der skete andre frygtelige ting både i Danmark og udlandet, og interessen for forholdene i psykiatrien faldt hos medierne.

VED ÅRSSKIFTET havde mine kolleger og jeg en annonce i en landsdækkende avis, hvor vi henvendte os til statsminister Lars Løkke Rasmussen med en bøn om at få ændret de vilkår, der gør, at offentlige ansatte bliver udsat for vold og trusler. Han hørte os, og i sin nytårstale sagde han:

- Vi skal passe godt på dem, der passer på os.

Læs også:

Mias kollega blev dræbt på jobbet: Skal der virkelig et drab til, før man bliver hørt?

Jeg blev rørt og tænkte, nu sker der noget!

Men nej, jeg oplevede, at der er blev helt stille. Der er ikke længere nogle, der taler om den handleplan, der blev offentliggjort i oktober 2016. Ministrene er blevet skiftet ud med nye navne, medierne har kastet sig over andre begivenheder, og fagforeningen har fokus på andre sager.

LIGE OM LIDT er vi nået til 2018, og fra den 1. januar eksisterer Center Lindegården ikke mere, da det bliver lagt sammen med et andet center under Københavns kommune.

Alle spor bliver slettet! Der er dage, hvor jeg tænker:

”Det nytter ikke noget, fordi ansatte, beboere og patienter i psykiatrien koster penge for samfundet, og politikerne siger, at vi skal spare.”

Men så husker jeg på, at det alligevel er lykkes at få opmærksomheden rettet mod psykiatrien, fordi vi er mange, der er gået sammen og har fortalt om virkeligheden.

Det skal vi blive ved med, fordi det må ikke ende med, at en anden personalegruppe - et andet sted i landet - skal arrangere en mindehøjtidlighed for en af deres kolleger, der er blevet dræbt i tjeneste. Det må ikke være flere drab, der skal til, før der sker noget konkret på landsplan.

Læs også:

Mia sagde op, efter kollega blev dræbt: Gør nu noget ved forholdene