Et opgør mellem to stridende bandegrupperinger i Køge udviklede sig søndag aften til vold og formentlig også skyderi.
En bil, der ifølge politiet tilhører banden Bloodz, blev stoppet. Føreren nåede at stikke af fra stedet, inden en gruppe mennesker fra Black Cobra gik amok på køretøjet.
- De slår løs på bilen med køller, og der er angiveligt også blevet skudt dernede, siger vagtchef Allan Kronvold fra Midt- og Vestsjællands Politi og tilføjer, at det er usikkert, hvilken gruppering der har afgivet skud.
Politiet vil ikke komme nærmere ind på, hvad der er blevet fundet på gerningsstedet på Nylandsvej af hensyn til efterforskningen. Ingen er dog blevet såret af hverken skud eller kølleslag.
- Vi har ikke fundet blod eller lignende, der skulle indikere, at nogen skulle være blevet ramt, siger Allan Kronvold.
Betjente er massivt til stede for at sikre, at situationen ikke eskalerer.
- Vi er dernede med store politistyrker. Og vi har fået hjælp fra både Københavns Vestegns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fortæller Allan Kronvold.
/ritzau/