Københavns Kommune tog grundigt fejl, da man valgte at give metroselskabet lov til at lade gravemaskinerne kværne i døgndrift ved Marmorkirken, selvom beboerne havde indgivet en klage over lovligheden af det til Natur- og Miljøklagenævnet.
Københavns Kommune var ifølge eget udsagn af den opfattelse, at alle tidligere regler og reguleringer af metrobyggeriets støjudladninger ville ophøre, når de nye regler om natarbejdet trådte i kraft.
Og derfor så man - ifølge kommunen - heller ingen anden udvej, end at arbejde videre efter de nye regler, selvom det netop var de dem, som borgerne klagede over eksistensen af.
- Vi tager naturligvis klagenævnets afgørelse til efterretning, og har derfor også meddelt Metroselskabet, at de nu skal arbejde ud fra det tidligere gældende påbud på arbejdspladsen ved Marmorkirken, siger Hans Christian Karsten fra Center for Miljø, Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
- Det betyder, at arbejdet der nu skal stoppe klokken 18 indtil Natur- og Miljøklagenævnet har behandlet klagen fra beboerne i området, siger han.
Ifølge kommunen har man rådført sig med "landets førende eksperter" forud for beslutningen om at grave først og spørge bagefter.
Den beslutning fik onsdag en kold afvaskning af Natur- og Miljøklagenævnet, der klart understreger, at de nye - og lempeligere - regler for metroselskabets virke ikke annullerer de gamle, mens borgernes klager over reglerne behandles.
I stedet skal metroselskabet blot arbejde efter de hidtidige regler, mens klagerne over de nye bliver vurderet.
- Oprindeligt vurderede vi sammen med nogle af landets førende eksperter på området, at dette ville betyde, at der ikke eksisterede et påbud omkring arbejdstider, men her har nævnet altså besluttet, at det så er det tidligere udstedte påbud, der gælder, siger Hans Christian Karsten.
/ritzau/