De gennemfører en lang videregående uddannelse. Men de kan ikke finde job bagefter.
Det er virkeligheden for unge jurister og økonomer, der kommer ud fra landets universiteter.
2.549 medlemmer af Djøf er uden arbejde, hvilket er det højeste tal siden august 2003. Det er de nyuddannede, som blev færdig i sommer, der trækker statistikken op.
40 procent af de djøf'ere, der er blevet færdig med deres uddannelse inden for de sidste 12 måneder, er ledige.
Djøf efterlyser initiativer, der skal få unge akademikere i job.
"Djøf har gentagende gange foreslået beskæftigelsesministeren en vækstpakke med række initiativer, der har en dokumenteret, positiv effekt i små og mellemstore virksomheder," siger formand Finn Borch Andersen.
Her tænker han bl.a. på erhvervs-phd'er, trainee-, videnpilot- og isbryderordninger.
"Nye undersøgelser fra CBS viser, at hvis andelen af højtuddannede øges med en procent i virksomhederne, så stiger BNP tilsvarende med 1 procent," siger Finn Borch Andersen.
Djøf bakkes op af Københavns Kommune, der huser næsten halvdelen af de ledige dimittender.
Her vil man gerne indgå partnerskaber med erhvervslivet og fagforeninger om at få nyuddannede akademikere ud på virksomhederne, men reglerne gør det besværligt.
"Desværre tager beskæftigelsesministeren ikke beskæftigelsessituationen alvorligt nok. Hendes kampagne 'Væk Med Bøvlet, Inger' skulle rydde en lang række regelforhindringer af vejen. Men der er stadig stive regler for akademikere, til trods for at køen af ledige akademikere vokser," siger overborgmester Frank Jensen (S).
Af de 2.549 ledige djøf'ere er knap halvdelen nyuddannede, der endnu ikke har haft deres første job. Det er 30 procent flere end for et år siden.