Natten til mandag bliver en odder kørt over på Fyn.
En sørgelig historie, ja, men alligevel en succes for den danske natur. Det er nemlig første gang i næsten 35 år, at man har set en odder på Fyn.
Planter og fisk er glade
Og faktisk er vores miljø i bedring på en lang række områder, viser en ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser.
»Det går da den rigtige vej, når man ser på, hvad vi hælder ud i naturen,« siger akademisk medarbejder på DMU, Susanne Boutrup, der har samlet en række indtryk fra danske miljøeksperter i rapporten Vandmiljø og Natur 2006 . Hun peger på, at der i dag ryger mindre kvælstof og fosfor ud i vandløb, søer og indre danske farvande, og at det har gjort områderne sundere.
»Det giver for eksempel bedre levevilkår for planter og fisk,« siger Susanne Boutrup.
Det kan biolog og naturvejleder på Fyn Jesper Vagn Christensen mærke. Han mener, at odderens genkomst er et tegn på, at naturen får det bedre og bedre i Danmark.
Bind og kondomer
»Da jeg var barn og fiskede i Gudenåen, fangede vi alle mulige spændende ting i åen. Bind, kondomer og den slags. I dag er vandet helt sikkert blevet klarere,« mener Jesper Vagn Christensen.
Han mener, at odderens succes hænger sammen med, at vi er bedre til at rense spildevand, så vandløbene er renere, og fiskene er vendt tilbage. Men også at vi har vedtaget, at der skal være to meter på begge sider af alle vandløb, hvor man ikke må sprøjte eller plante.
Ikke kun rosenrødt
Vores grundvand er også blevet renere. Her er indholdet af det miljøskadelige nitrat faldet betydeligt. Og i havene er tjære, som ofte blev brugt til at beskytte bådenes bund, på retur.
Men billedet af den danske natur er endnu ikke helt rosenrødt.
»Der er også steder, hvor det er gået den anden vej. Vi kører for eksempel rundt i store biler, hvilket giver mere kvælstof i nedbøren end tidligere. Så der er helt sikkert områder, hvor vi kan gøre endnu mere for naturen, end vi gør i dag,« siger Jesper Vagn Christensen.
Det er Susanne Boutrup fra DMU enig i. Hun nævner sommerens rekordlange iltsvind i Østersøen som eksempel.
»Så selvom det går godt, er der ingen grund til at hvile på laurbærrene.«