Mandag er det 50 år siden, at Israel gik til overraskelsesangreb på Egypten efter spændinger i området hele foråret.
Det skete tidligt om morgenen 5. juni 1967, da israelske krigsfly angreb Egyptens luftbaser og udraderede stort set hele Egyptens luftvåben.
Angrebet udløste krig mellem Israel på den ene side og Egypten, Libanon, Syrien, Jordan og Irak på den anden.
Efter seks dage var tusindvis af mennesker blevet dræbt, og Israel havde nedkæmpet de arabiske lande og erobret Sinai-ørkenen, Golanhøjderne samt Vestbredden og Østjerusalem.
Seksdageskrigen var intet mindre end et dødsstød for arabisk nationalisme. Det vurderer Fawaz Gerges, professor i internationale relationer på the London School of Economics.
- Det arabiske nederlag i krigen mod Israel i 1967 sammen med den egyptiske præsident Gamal Abdel Nassers død i 1979 var det sidste strå, der brækkede ryggen på arabisk nationalisme, siger han.
- I årevis var folk blevet fodret med kulturel forherligelse, selvstændiggørelse og sammenhold. Alt dette blev revet væk i løbet af få timer af styrkerne fra den unge jødiske stat.
- Efter nederlaget blev de arabiske nationalistiske regimer gradvist muteret til en række politistater, der brugte nationalisme til at retfærdiggøre deres magt, siger Fawaz Gerges.
Og i lang tid regnede palæstinenserne med, at deres arabiske brødre ville befri deres hjemland. Det forklarer journalist og historiker Dominique Vidal.
- Det var denne illusion, der forsvandt efter de arabiske styrkers knusende nederlag i juni 1967, siger han.
Begge kendere mener, at den korte krig også kan betragtes som udgangspunktet for stigningen i antallet af islamistiske bevægelser.
Ifølge Fawaz Gerges skete der således et magtskifte inden for den arabiske verden med den arabiske nationalismes tilbagegang og fremkomsten af Saudi-Arabien og petrodollaren.
Samtidig betød Seksdageskrigen, at Israel nu har været besættelsesmagt i 50 år. Vestbredden med omkring tre millioner palæstinensere er besat, og Israel har annekteret Østjerusalem og Golanhøjderne.
Annekteringen er ikke internationalt anerkendt.
Siden den såkaldte Oslo-aftale fra 1993, der gav palæstinensisk selvstyre i de store byer på Vestbredden og i Gaza, har parterne forsøgt at finde en permanent løsning ved forhandlingsbordet. Men forgæves.
/ritzau/AFP