Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Sagen om de grove fejl i kommunernes administration af reglerne om gensidig forsørgelsespligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere handler både om brud på loven og om ikke at opføre sig ordentligt.
For mens vielsesattester gør det rimelig enkelt at afgøre ægtefolks civilstatus, så er det alt andet lige noget mere speget at afgøre, om ugifte, som bor sammen, er kærester eller bare bofæller. Alligevel ignorerede en række kommuner de ret udførlige krav i loven til grundlaget for at kunne træffe en afgørelse om, at den samlever, som er i arbejde, skal forsørge den, som ikke er.
I STEDET SENDTE DE ENSLYDENDE BREVE ud til alle de par, som de mente, var omfattet af de nye bestemmelser. På den baggrund blev der truffet massevis af afgørelser om pligt til at forsørge hinanden, med tilhørende træk i kontanthjælpen. Og det må man ikke.
Det fremgår klart af forvaltningslovens § 19, hvor der blandt andet står:
Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag (…) må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
MAN KAN VIST ROLIGT SIGE, at det er ”til ugunst” og ”af væsentlig betydning” at få rundbarberet sin månedlige indtægt. Alligevel har inddragelsen ikke fundet sted. Derfor har Ankestyrelsen vurderet, at kommunernes afgørelser er ugyldige og skal laves om. I mellemtiden skal folk selvfølgelig have deres penge.
Meeen, kommunerne har ikke haft helt så travlt med at tilbagebetale pengene, som de havde med at trække dem. Og den går heller ikke. For myndighederne skal ifølge reglerne om ”god forvaltningsskik” opføre sig ordentligt. Også selv om det er besværligt. Ifølge Folketingets Ombudsmand indebærer det bl.a., at man ikke må smøle med sagerne.
OG DET ER IKKE SMÅPENGE, vi taler om her. Indtil videre har cirka halvdelen af landets kommuner afregnet med deres kontanthjælpsmodtagere for samlet set over 51 millioner kroner. Vi kan altså snildt komme i nærheden af et trecifret millionbeløb. Men der er (muligvis) endnu mere at komme efter.
For som en lille sløjfe på hele denne sag, så skete der noget i forbindelse med finanslovsaftalen i 2014, som faktisk er ”til gunst” for de samlevende kontanthjælpsmodtagere.
Finanslovsaftalen indebar jo, som alle, der har læst med så langt, vil vide, en beslutning om at afskaffe reglerne om gensidig forsørgelsespligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere med virkning fra 1. januar 2016. Men nogen i ministeriet var lidt for hurtige på tasterne, da loven blev skrevet ned, så der i stedet kom til at stå 1. januar 2015. Og i den tid der gik, fra fejlen blev opdaget, til den blev rettet, var afskaffelsen af loven faktisk gældende. Dermed fik de samlevende kontanthjælpsmodtagere - uagtet alt det andet rod - ret til fuld kontanthjælp for januar 2015.
SPØRGSMÅLET ER NU, om de mon alle sammen har fået deres penge? Hvis ingen har sagt noget til kontanthjælpsmodtagerne, er det jo slet ikke sikkert, at de ved, at de har noget til gode. Og det som ingen ved, det har ingen ondt af…
Måske er der her en ny sag, som Avisen.dk kan kulegrave?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.