Ny kortlægning af frafald på landets erhvervsskoler viser, at det på nogle skoler kun er 40 procent, der gennemfører deres uddannelse.
Det skriver Politiken torsdag.
- Vi kan ikke forklare det fuldt ud. Men vi kan se, at de skoler, hvor man har en ledelse, der siger til lærerne: "Hvis I gør en ekstra indsats og giver den en skalle, er vi parate til at honorere jer for det", der klarer eleverne sig bedre, siger professor Jørgen Grønnegård Christensen, Aarhus Universitet, der er medforfatter på undersøgelsen, der i dag bliver offentliggjort af den uafhængige Rockwool Fondens forskningsenhed.
Direktøren for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, erkender, at den store forskel i gennemførelsesprocent på landets erhvervsskoler ikke er acceptabel.
- Hvis forskning viser, at frafaldsproblemet handler om ledelse, skal der selvfølgelig sættes ind i forhold til det. Og hvis der er nogle gode ledelseseksempler, skal de selvfølgelig udbredes, siger han til Politiken.
Heller ikke undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at det er acceptabelt, at så mange unge falder fra erhvervsuddannelserne, og hun peger på en ny erhvervsuddannelsesreform, der skal medvirke til at fastholde flere.
Spørger man erhvervsskolerne selv, er det største problem hverken økonomien, lærerstabens sammensætning eller ledelsesevnerne på skolen. Hos de erhvervsrettede uddannelser i Slagelse, Selandia, er det største problem den mur, eleverne rammer, når de når til praktikken. I forhold til frafald ligger skolen på linje med landsgennemsnittet på 18,1 procent.
- Frafaldet er jo en kæmpe problemstilling, og hos os er hovedårsagen, at der er massiv mangel på praktikpladser", siger direktør Michael Kaas-Andersen til Politiken.