Danskerne var vilde med danske film i 2018.
"Journal 64", "Så længe jeg lever" og "Lykke Per" var de tre film, som flest danskere gik i biografen for at se i 2018.
Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra Foreningen af Filmudlejere i Danmark og brancheforeningen Danske Biografer.
Danske biograffilm tiltrak i alt 3.748.233 besøgende. Det er en stigning på 49,1 procent i forhold til 2017, når det gælder danske film.
Udviklingen glæder Kim Pedersen, der er formand for Danske Biografer.
- Det var befriende endelig at se dansk film vågne op til dåd og samtidig bekræfte danskernes store opbakning til film på modersmålet.
- Når blot dansk film tilbyder store, dyre film til danskerne, så stiller vi os i kø, siger han i meddelelsen.
Den samlede stigning var en anelse mere beskeden. I alt var der 12.984.790 besøgende i de danske biografer. Det er fire procent flere end i 2017.
Pixar-filmen "De Utrolige 2" var med 381.723 tilskuere den udenlandske film, som fik flest danskere til at søge ind i mørket foran lærredet.
Det var dog betydeligt færre end "Journal 64", der blev set i biografen af 765.111 personer.
Filmen er den fjerde i serien om Afdeling Q, hvor politifolkene Carl Mørck og Assad hjælper med at opklare forbrydelser. Filmene er baseret på forfatter Jussi Adler-Olsens bøger.
Listens nummer to, "Så længe jeg lever", handler om den afdøde sanger John Mogensen, der portrætteres af skuespilleren Rasmus Bjerg.
/ritzau/