Flere danskere kom faktisk i job i efteråret. Og det er stik mod, hvad de officielle tal viste på daværende tidspunkt.
Tirsdag blev det såkaldte arbejdstidsregnskab fra Danmarks Statistik korrigeret op med 20.000 personer i tredje kvartal af sidste år. Det skriver Børsen.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) peger på, at der faktisk var tale om en stigning.
"Der er immervæk tale om et markant anderledes billede, end det, der tidligere er blevet malet. Faldet i efteråret, som kastede flere overskrifter af sig om krise på arbejdsmarkedet, var i virkeligheden slet ikke et fald. Der var i stedet tale om, at beskæftigelsen faktisk voksede en smule," siger cheføkonom Frederik I. Pedersen til Børsen.
Hos Jyske Bank har man også korrigeret for fejlen hos Danmarks Statistik, der skyldes nogle sene indberetninger fra det private arbejdsmarked.
"Nu passer beskæftigelsesstatistikken meget bedre med ledighedstallene, der jo hele tiden har vist, at arbejdsmarkedet ikke har været nævneværdigt hårdt ramt af den økonomiske udvikling i Europa henover efteråret," siger cheføkonom Niels Rønholt til Børsen.
Det nye tal betyder, at beskæftigelstallet for fjerde kvartal 2011 skal opjusteres med 8.500 personer. Dermed ryger der fire til fem milliarder kroner mere i statskassen, end hvis de pågældende skatteydere havde stået uden for arbejdsmarkedet.
For nylig viste det sig, at landets pensionskasser betaler mere i skat, end Finansministeriet havde ventet.
Sammenholdt med de uventede milliarder fra personskatten har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd svært ved at forstå, hvorfor regeringen venter et underskud på 100 milliarder kroner på de offentlige finanser.
"Beskæftigelsesniveauet lægger et anker på den offentlige saldo. Den seneste korrektion fra Danmarks Statistik gør det endnu sværere at forstå, at vi pludselig skal have så stort et underskud i år," siger Frederik I. Pedersen til Børsen.