Selvom lande som Spanien og Grækenland har en arbejdsløshed på over 20 procent, så banker de ikke på døren til det danske arbejdsmarked.
Dermed går Danmark glip af kvalificerede sydeuropæere, der kunne være med til at løse fremtidens mangel på arbejdskraft.
Det skriver Berlingske.
- Hvis vi kunne tiltrække flere arbejdsdygtige sydeuropæere, ville det bidrage til at lukke hullet i samfundsøkonomien, siger Michael Svarer, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet til Berlingske.
Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der i 2011 kom 106 grækere, 108 portugisere og 260 spaniere til hertil for at arbejde. Det svarer til en lille stigning, siden krisen begyndte i 2008.
Ved siden af Tyskland blegner de danske tal dog. Naboerne i syd modtog i samme periode 24.000 grækere og 21.000 spaniere.
Nikolaj Malchow-Møller, professor i international økonomi ved Syddansk Universitet, mener, Danmark kunne tjene på at tiltrække flere sydeuropæere.
- Øget indvandring fra Sydeuropa kunne være med til at løse vores arbejdskraftsbehov - hvis ellers det var en politisk prioritering, siger han til Berlingske.
SF-arbejdsmarkedsordfører mener dog ikke, der er nogen særlig grund til at rykke emnet frem på dagsordenen, så længe der stadig er så mange ledige herhjemme.
- Lige nu handler det om at skabe vækst og arbejdspladser. Så må vi se, om vi senere får behov for særlig kvalificeret arbejdskraft fra andre lande, siger han til Berlingske.