Kommunerne skal belønnes efter, hvor mange ledige, de får i job. Ikke efter, hvor mange de aktiverer.
Det mener Københavns beskæftigelsesborgmester, Klaus Bondam (R).
I en kronik i Berlingske Tidende i dag skriver han, at der er brug for "en grundlæggende ændring af beskæftigelsessystemet og også af den refusionsordning, man har."
Som det er nu, bliver kommunerne kun belønnet for at sende ledige i aktivering.
"I stedet bør vi have en incitamentsstruktur, der ser på, om de ledige kommer i job - et system, der måler på, om indsatsen helt konkret nytter," skriver Klaus Bondam, der også vil have beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at slække jerngrebet om kommunerne.
Staten skal ikke længere detailstyre, hvor mange gange en beskæftigelseskonsulent skal mødes med en ledig, eller hvor mange timer en ledig skal sidde i et bestemt lokale.
"Når nu kommunen har fået overladt ansvaret for indsatsen, så er det absurd, at man samtidig fra statens side har så mange proceskrav i lovgivningen og i praksis tilrettelægger beskæftigelseskonsulenters og lediges hverdag," skriver Bondam.
Ifølge Klaus Bondam foregår den bedste aktivering eller jobtræning, når den ledige kommer direkte ud i en virksomhed.
Derfor er det også vigtigt, at virksomhedsaktivering ikke bliver opfattet som udnyttelse af billig arbejdskraft.