Den garvede skuespiller Jesper Christensen kunne lørdag aften lade sig hylde for rollen som bondemanden Jens i Michael Noers drama "Før Frosten".
Ved Bodilprisen modtog han en statuette for Bedste Mandlige Hovedrolle. Det var hans femte Bodil, og dermed er han den herre i Danmark, der har vundet flest.
Men skuespilleren har efterhånden så mange priser, at han ikke længere har det samme forhold til at få dem.
- Det er jo stadigvæk dejligt, og jeg er glad for prisen. Men jeg er også nået til et lidt mere afslappende sted, hvor sejren er nomineringen. Det at der er nogen, der siger, at man har lavet noget af det bedste i år, siger skuespilleren og uddyber:
- Hele konkurrencen i kunst er jo fuldstændigt absurd. Der er ikke nogen der kommer to meter længere end andre, siger han.
Derfor er han heller ikke typen, der bruger priserne som pynt derhjemme.
På spørgsmålet om, hvor statuetten skal stå, svarer han:
- Det ved jeg sgu ikke, måske oppe på loftet. Jeg bor ikke så stort, så jeg har ikke plads til mine priser. Nu er det her en meget pæn pris, men hvis der står fem ved siden af hinanden, begynder det at blive sådan lidt prætentiøst ik?
Jesper Christensen modtog sin allerførste Bodil-pris i 1979.
/ritzau/
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus