Selvom arbejdet som minerydder kan være risikabelt, kan det ikke generelt karakteriseres som exceptionelt truende eller af katastrofeagtig karakter.
Den besked fik den 43-årige krigsveteran Kim Robin Poulsen den 22. august i år fra Ankestyrelsen. En besked, han stadig har svært ved at forstå meningen med, da Avisen.dk besøger ham i september.
Natten forinden har han ikke sovet meget mere end to timer, fordi journalisten skulle komme på besøg. Kim Poulsen lider nemlig af PTSD eller "posttraumatisk belastningsreaktion". En sygdom, som ofte æder krigsveteraners nattesøvn og erstatter den med et nærmest uendeligt tankemylder. Når søvnen endelig indtræffer, kan Kim somme tider vågne med et sæt, fordi han har fornemmelsen af, at der står nogen ved siden af sengen.
Beskeden fra Ankestyrelse var den samme, styrelsen havde givet tidligere i år - og den samme som Arbejdsskadestyrelsen gav i december sidste år: Kims arbejde som minerydder i verdens brændpunkter har ikke i sig selv været belastende nok til at give ham PTSD. Med afslaget på at få anerkendt PTSD som erhvervssygdom mister han muligheden for en erstatning.
Ugebrevet A4 skriver mandag, hvordan krigsveteraner får afvist deres sager med den begrundelse, at de ikke har været udsat for en konkret fare. Kim Robin Poulsen er en af de krigsveteraner,
PTSD - eller posttraumatisk belastningsreaktion - kan ramme mennesker, der har været udsat for svære psykiske belastninger. Det kan for eksempel være på grund af trusler på livet, tortur eller ulykker.
Symptomerne varierer fra person til person. Men ofte vil en PTSD-ramt have mareridt, "flash backs" eller føle voldsomt ubehag, når noget minder om situationen, der har udløst traumet. Sygdommen resulterer ofte også i svigtende hukommelse, koncentrationsbesvær, irritabilitet og vanskeligheder ved at sove. Samtidig vil PTSD-ramte ofte være i et konstant alarmberedsakb.
Missiler eksploderede
I styrelserne peger de i stedet på en tragisk hændelse den 6. marts 2002, da Kim var minerydder i Afghanistan. Her skulle han sammen med sine kolleger og en gruppe tyskere uskadeliggøre to gamle, sovjetiske missiler.
En fatal fejl hos tyskerne betød imidlertid, at det ene missil eksploderede og dræbte tre danskere og to tyskere. Kim blev selv ramt af eksplosionen, men kæmpede alligevel for at redde sine kammerater. Selvom Kim slap levende fra katastrofen, slås han i dag med både svære psykiske og fysiske følger. Foruden PTSD-sygdommen har han blandt andet tinnitus, problemer med hørelsen og vridskader i snart sagt alle led.
I tiden efter følte han sig som en kastebold mellem intetanende læger. Ingen havde rigtig forstand på, hvordan man skulle behandle hverken de fysiske eller psykiske skader fra eksplosionen, mener Kim.
Samtidig har han og de andre overlevende i flere år skulle leve med, at den daværende forsvarschef offentligt gav udtryk for, at danske soldater selv havde et ansvar for ulykken. En udlægning, som blev viderebragt i medierne og derefter bredte sig til hele befolkningen. Først nogle år senere fastslog en rapport entydigt, at danskerne intet ansvar havde for ulykken.
- Jeg mangler stadig en undskylding for alt det, der er blevet sagt om, at det var vores egen skyld. At vi var komplette amatører. Det har været rigtig grimt at høre på. Og det har været med til, at jeg i perioder var helt nede i kulkælderen, forklarer Kim.
Ikke hele forklaringen
Hændelsen er anerkendt som en arbejdsskade, men Ankestyrelsen vil ikke anerkende, at PTSD-diagnosen også skyldes det generelle arbejde med minerydning i krigshærgede lande. Dermed går Kim Robin Poulsen glip af en stor erstatning.
En ung Kim Robin Poulsen fotograferet under sin udsendelse til Afghanistan i 2002. Foto: Privat
Kim medgiver, at ulykken er del af årsagen til, at han i dag har PTSD, at han ikke kan arbejde og at han fik tilkendt en førtidspension sidste år. Den er bare ikke hele forklaringen.
- De siger, at min PTSD kun kommer derfra. Det gjorde den bare ikke, for den var der allerede før, siger Kim.
Dengang kendte man bare ikke rigtig til PTSD, og han havde ikke på nogen måde erkendt, at det var det, der gjorde, at han havde svært ved at holde på kærester og svært ved at sove om natten.
- Vi var jo det første hold dernede, så man vidste ikke særligt meget om området, og det var umuligt at skelne mellem venner og fjender.
Tre dages bombardement
I løbet af sine fem perioder som udsendt har han oplevet ting, der langt overgår hvad de fleste danskere nogensinde bliver udsat for. Under hans anden udsendelse til Kroatien i 1990'erne var han under tre dages intenst bombardement. To gange er han blevet forsøgt kørt ned. Utallige gange er han blevet truet på livet af lokale eller beskudt af fjendtlige styrker. I Kroatien pegede en selvbestaltet sherif sin pistol i panden på ham. Og i Afghanistan var han blandt det allerførste hold danskere i 2002.
Her skulle han blandt andet lede efter miner i områder, hvor Taleban-krigere stadig var til stede så tæt på, at de kunne skyde ham. Og som minerydder er der ikke plads til den mindste fejl:
- Så mister du en hånd og får ødelagt dit ansigt. Eller også dør du. Du kan også dø af andre ting: en vejsidebombe på vej til eller fra din opgave, en snigskytte eller et bagholdsangreb. Vi var jo det første hold dernede, så man vidste ikke særligt meget om området, og det var umuligt at skelne mellem venner og fjender. Og så var både bilbomber og selvmordsbomber meget in dengang, forklarer Kim og fortsætter:
- Og så siger de til mig, at jeg ikke har været i livsfare. Det synes jeg er frækt, siger han.
Dansk militær omkring Kabul, 2002. Foto: Privat
Han forstår ikke, hvorfor Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen mener, at arbejdet som minerydder ikke er belastende nok til, at hans PTSD kan betragtes som en erhvervssygdom.
- Jeg blev enormt gal, da jeg fik beskeden. Det er sgu ikke okay. De har jo slet ingen forstand på, hvordan det er at have sådan et arbejde, siger Kim.
Hvordan har du det med, at de mener, at dit arbejde ikke var farligt nok til at kunne give dig PTSD?
- Jeg tror godt, du ved, hvad jeg tænker. Jeg forstår det ikke. Og beskeden er den samme til mange andre veteraner, lyder det fra Kim.
PTSD-diagnosen betyder, at Kims hukommelse ofte svigter. Somme tider midt i samtaler.
Hukommelsen svigter
Der skal ikke meget til, før Kim bliver for presset. Og så svigter hukommelsen og koncentrationen. Derfor forsøger han at begrænse, hvor meget han skal nå i løbet af en dag.
- Har jeg bare tre ting, jeg skal nå i løbet af en dag, så kører det rundt oppe i hovedet på mig, forklarer Kim.
Flere gange stopper Kim midt i en talestrøm, rynker øjenbrynene og kigger spørgende på journalisten.
- Hvad var det, du spurgte om?
Som mange andre med PTSD-diagnosen har hukommelsen det nemlig med at svigte. Han glemmer, hvor han er i samtaler. Glemmer hvor bilen er parkeret. Glemmer hvor nøglerne ligger og hvad koden er til telefonen. Og ligesom hos andre veteraner med PTSD er det, som om hans krop aldrig er kommet hjem fra krigen. Når han er ude, er han konstant vagtsom: Placerer sig altid strategisk klogt i et lokale. Lytter nøje efter lyde, han ikke kan genkende og iagttager intenst, hvordan alle mennesker bevæger sig.
Kim Robin Poulsens have munder ud i en lille sø fyldt med tykke karper, som han ofte fodrer. Det lille stykke natur giver en ro, som ellers kan være svær at finde.
Det vigtigste er børnene
Efter ulykken i 2002 havde Kim arbejde i forsvaret i en periode. Derefter tog han en uddannelse som snedker. Efter nogle år som vinduesmontør begyndte han at arbejde med udsatte unge, indtil hans PTSD overmandede ham for 2½ år siden.
I dag er han på førtidspension, og hans forældre er flyttet ind i det hus i nærheden af Hillerød, hvor han bor sammen med to af sine tre børn. Det letter de praktiske, daglige opgaver og sikrer, at nogen kan tage over, når det hele bliver for meget.
- Det vigtigste for mig er, at jeg har overskud til mine børn, og at de fungerer. De betyder alt for mig og får mig til at tænke på noget andet, fortæller Kim smilende.
- Jeg har fandme gjort mit for Danmark i udlandet. Jeg har taget min tørn. Så kan de ikke være bekendt at pisse sådan på mig.
"Jeg har fandme gjort mit for Danmark"
At få anerkendt sin PTSD som en erhvervssygdom ville betyde meget. For med anerkendelsen følger formentlig en betydelig økonomisk erstatning, som ville falde på et tørst sted. Han har nemlig ikke råd til at tage på ferie med sine børn, og med en spinkel førtidspension er der heller ikke råd til at spare op, til han om mange år kan kalde sig folkepensionist.
- Indtil min nedtur for 2½ år siden har jeg tjent rigtig mange penge, for jeg har forsøgt at arbejde det hele væk. Men da min PTSD bankede igennem, kunne jeg pludselig ikke en skid. De penge, jeg havde sparet sammen, er forsvundet, siger han.
Danske styrker i Afghanistan i 2002. Foto: Privat
Selvom de mange udsendelser har kostet dyrt, fortryder han ikke et øjeblik, at han valgte en karriere i forsvaret, eller at han valgte at være minerydder.
- Jeg kunne virkelig godt lide det arbejde. Det var virkelig en god følelse, når man fjernede miner på marker og veje, så der ikke var nogen uskyldige, som skulle dø eller miste benene, fortæller Kim.
Kim Robin Poulsen (th.) i aktion som ammunitionsrydder i Afghanistan. Foto: Privat
Afslaget fra Ankestyrelsen var et hårdt slag. Men han håber stadig, at man en dag vil anerkende, at det ikke kun er ulykken i 2002, men også resten af hans arbejde, der har gjort ham syg.
- Jeg har fandme gjort mit for Danmark i udlandet. Jeg har taget min tørn. Så kan de ikke være bekendt at pisse sådan på mig, når jeg er blevet syg af det, siger Kim.
Sådan skrev Ankestyrelsen den 22. august 2016, da de skulle uddybe, hvorfor de de den 4. marts 2016 afviste at anerkende, at Kim Robin Poulsens PTSD er en erhvervssygdom:
Vi lagde ved afgørelsen afgørende vægt på, at Kim ikke ud over ulykken den 6. marts 2002 var udsat for påvirkninger, der kan karakteriseres som exceptionelt truende eller af katastrofeagtig karakter. Det er således vores vurdering, at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at være minerydder i et højrisikoområde. Selvom arbejdet som minerydder kan være risikabelt, kan det ikke generelt karakteriseres som exceptionelt truende eller af katastrofeagtig karakter.