For nylig endte jeg helt uforvarende i en ret ophedet diskussion med en ung kvindelig universitetsstuderende, der udsprang af et helt uskyldigt spørgsmål om, hvad jeg skulle dagen efter. Jeg svarede, at jeg havde et møde med en forsker om tidens kønsdebat, som jeg glædede mig rigtig meget til, da han tilsyneladende vidste en hel del om området.
Jeg fortalte også, at det var noget, der lå mig meget på sinde, og at jeg overvejede at skrive om de her ting, selv om det er noget af en hvepserede at stikke hænderne i.
Ærligt, så gør det mig faktisk meget nervøs. Men da jeg samtidig mener, det er så vigtigt, at vi er flere, der tør tage bladet fra munden, gør jeg det alligevel. Gennem de senere år har jeg meget bevidst afholdt og fra denne diskussion, især med unge mennesker, medmindre jeg har været i fora, hvor jeg vidste, at der var et vist meningsfællesskab.
Jeg går på æggeskaller, selv når jeg taler om disse emner med mine børn, og det har jeg det mildest talt meget svært med.
Den føromtalte diskussion kom sig også af, at jeg blev spurgt mere ind til mine holdninger til transkvinder (Ifølge Den Danske Ordbog defineres det som: En person der er født som mand med mandlige kønstegn, men som identificerer sig som kvinde), og hvorvidt jeg ikke accepterede dem som ’kvinder’?
Da jeg kender tidens tendenser, og at der egentlig kun er én gyldig og accepteret holdning til de mange kønsidentiteter, er jeg meget forsigtig, inden jeg ytrer mig.
Nu var det her jo også bare en stille og rolig snak om morgendagens gøremål og ikke en forventet diskussion, hvor jeg skulle stå til regnskab for mine holdninger om dette og hint. Så jeg tog en dyb indånding, sukkede og svarede lidt tøvende: ’I nogle sammenhænge…’
Så er du jo en TERF og ’gatekeeper’ af kvindekampen!
Hold da op, hvor var det det forkerte svar. Det affødte blot yderligere spørgsmål, som jeg valgte at svare relativt akademisk på, da jeg kunne henvise til statistikker, forskning mv. Jeg talte om problemerne i sport, fængslerne, offentlige omklædningsrum i fx svømmehaller, toiletter på skolerne mm., men intet faldt i god jord. Og havde jeg været med i det hedengangne ’Jeopardi’, havde der lydt en meget høj ’URGHHH’-lyd for forkert svar.
Og så fik jeg pludselig klistret en TERF-label på mig og anklage om ’gatekeeping’ af kvindekampen, hvis jeg ikke fuldt ud accepterede alle transkvinder (det er i dag et ret vidt begreb, der dækker over alle biologisk fødte mænd, der identificerer sig som kvinde, uanset ydre kønstræk og synlige kønsdele).
Hvis du ikke ved, hvad TERF betyder, er du i den grad lovligt undskyldt. Jeg måtte hive mobilen frem og slå det op, og så blev jeg endnu mere chokeret og vendte mig blikket mod den unge kvinde og spurgte: ’For real? Mener du virkelig det?? Dig, der kender mig???’
TERF står Transfobisk Eliminerende Radikal Feminist – hold nu kæft?!
Dem, der bruger det, siger, at det ikke er negativt ladet, men blot beskrivende for hvem og hvad man er. Jeg tvivler på, at der er ret mange, mig selv inklusiv, der deler den opfattelse. Det ligger vel på linje med ’Boomer’, som man også kan argumentere blot betyder del af det store babyboom i efterkrigstiden, men som jeg heller ikke kan mindes, nogensinde er brugt positivt – om nogen.
Så jeg nægter at være TERF, bare fordi en eller anden siger, at jeg er det, eller det er tidens tendens, at alt skal betragtes som lige gyldigt (ikke ligegyldigt), og at det ikke er en mulighed at påpege problemer ved den tankegang.
Jeg er på ingen måde transfobisk, men mener, at alle skal behandles ordentligt og have rammer for et så godt liv som muligt – uafhængig af deres seksuelle præferencer, kønsidentitet, religion eller andet. Men jeg er ikke villig til at udviske kvindekønnet eller opgive kvindekampen på det alter – det må være muligt at gøre ’både og’.
Så er jeg eliminerende? Hmm… Njar… Det bliver faktisk nok et ’både og’, for der er dele af kvinders ’områder’, som jeg ikke kan se transkvinderne i. Kampe, der stadig skal tages, som du kun forstår og kan sætte dig ind i, hvis du er født og har levet som kvinde hele dit liv. Det betyder ikke, at transkvinders problemer og udfordringer i livet ikke er lige så vigtige, for det er de. De er bare nogle andre end biologisk fødte kvinders.
Og radikal tror jeg faktisk ikke, der er mange, der vil kalde mig.
Feminist? Jo, den tager jeg gerne på mig, så længe vi er enige om, at feminisme i dag dækker over, at man ønsker, at der skal være lige vilkår for alle i samfundet uanset køn, kønsidentitet, seksuel orientering, religion, alder mv.
Tolerancens intolerance
Til mødet med forskeren refererede jeg samtalen eller nok rettere diskussionen, der sluttede med, at vi blev enige om, at vi nok ikke blev enige på det her punkt. Og ikke mindst mit chok over udfaldet samt at blive kaldt TERF af et menneske, der kender mig rigtig godt.
Ret overraskende spørger han mig: ’Hvor har hun fået disse synspunkter?’
Ærligt svarer jeg, at det ved jeg ret beset ikke, og lidt jokende kommenterer jeg tørt: ’Hun går på universitetet…’
’Ja,’ siger han, ’Og som ungt menneske i dag er vi jo opdraget til, at vi skal være tolerante. Faktisk er det værste, man kan være i dag, nok intolerant. Men er det ikke lidt sjovt, at vi skal være så tolerante, at vi ikke tolererer, at andre har en anden mening?!’
Den skulle jeg lige tænke over, før den sank helt ind. Men det er jo faktisk problemet ramt lige ind i ’bulls eye’, når det kommer til debatten om kønsidentitet i dag. At der kun er én gyldig og korrekt holdning. At alt andet udskammes, gøres forkert, transfobisk, eliminerende eller ender med en fyring. Derfor nævner jeg heller ikke navne på de mennesker, jeg har talt med.
Det er så farligt et område at bevæge sig ind på, at jeg simpelthen ikke kan tillade mig at implicere andre end mig selv, da konsekvenserne kan være enorme.
Universitetsuddannede forskere og undervisere, der med baggrund i store mængder forskning og fakta, argumenterer for, at køn er en biologisk og social konstruktion, fyres fra deres stillinger eller udskammes. Ledende medarbejdere i store virksomheder risikerer ligeledes fyring, hvis de ytrer sig, fordi andre offentligt plæderer for, at man skal droppe samarbejdet med firmaet.
Det er der, vi er i dag.
Dér, hvor et af de mest kontroversielle spørgsmål er: ’Hvad er en kvinde?’ Eller rettere det mest kontroversielle spørgsmål at forsøge med et svar på. Det man egentlig skulle mene var et helt almindeligt og rimeligt nemt spørgsmål at finde definitionen på, er så betændt, at der stort set ikke er nogen, der tør svare.
Prøv bare at google henholdsvis ’kvinde definition’ og ’mand definition’, og så finder du, at der på Wikipedia findes flere sider om det første med diverse henvisninger og på det andet godt tre linjer uden eksterne henvisninger.
Så lad os starte med tolerancen, hvor vi rent faktisk tolererer, at vi ikke alle sammen køber ind på tidens ideologi. Hvor vi åbner vores ører, øjne, hjerte og sind og lytter til dem, der har andre holdninger. Tager deres bekymringer alvorligt uden at se det som en trussel, ignorering eller elimination af andres problemer og udfordringer. Las os ændre diskursen fra ’enten eller’ til ’både og’.
Så er vi i hvert fald kommet et langt stykke længere, end vi er lige nu…
Hvis du vil vide mere:
Se filmen ’What Is A Woman’. Den er kontroversiel, men derfor tager den stadig nogle vigtige pointer op.
Søg på kronikker af Kåre Fog og Lone Nørgaard, der er hhv. biolog og cand.mag. og begge forfattere til flere bøger om køn.
Bl.a. denne her: https://politiken.dk/debat/kroniken/art7886885/Drop-nu-snakken-om-at-k%C3%B8nnet-er-en-kulturel-konstruktion.-Det-er-jo-s%C3%A5-indlysende-noget-sludder-selv-fra-fosterstadiet-p%C3%A5virker-k%C3%B8nnet-os
Se denne tale på Youtube:
https://www.youtube.com/watch?v=wiBn8NVJryI
Med Rachel Wong, der er CEO i Women’s Forum Australia, der er en uafhængig tænketank, der laver research, uddannelse og offentligt forsøger at udbrede kendskab til sociale, økonomiske, helbreds- og kulturelle emner, der påvirker kvinder. Hun er tidligere advokat og underviser på jurastudiet på School of Law at the University of Notre Dame Australia.