En fremmed snert i hendes stemme fik Jørgen Fjeldhoff til at undre sig. Hans kone Inger havde altid været rask og nærværende. Men den dag i køkkenet, da de stod og lavede mad sammen, vidste han, at den var gal.
»Hvorfor larmer de unge sådan oppe på første sal,« sagde hun og så forskrækket op mod loftet.
Jørgen kiggede på hende og gik i stå.
»Jamen, Inger. Vi er jo alene i huset. Der er ikke andre end os,« svarede han. Men Inger kunne høre fjerne stemmer. Og Jørgen, der vidste, hvordan han skulle berolige hende, tog hendes hånd og viste hende ovenpå. Ungerne var for længst flyttet hjemmefra, og der var ingen skikkelser at se i værelserne på øverste sal i rækkehuset i Åbrinken i Virum, hvor de havde boet siden 1965.
»Ser du? Her er ingen,« sagde han.
»Så er de lige gået,« svarede Inger.
Det var i 1997 og en af de første gange, Jørgen Fjeldhoff mærkede, hvordan sygdommen for alvor tog fat i hende.
»Den kom snigende. Det var ikke som et brækket ben,« siger den 85-årige pensionerede ingeniør fra flyvevåbenet, da han byder velkommen og sætter sig tilpas i lænestolen.

Humoren er vigtig

Håret er friseret nydeligt tilbage i nakken, og han taler med en stemme, der er tydelig nok til at holde foredrag og rolig nok til at lulle børnebørnene i seng.
Det er over tre år siden, at hans kone Inger døde af Alzheimers. En sygdom, der nogle gange sled dem begge op. Frustrerede og kostede. Hakkerier og skænderier.
Alligevel er sygdommen ikke det første, Jørgen Fjeldhoff tænker på, når han taler om sin kone i dag.
»Det er kommet lidt mere på afstand. I dag kan jeg smile og endda grine lidt af det hele. Humoren er et vigtigt redskab,« siger han.
Jørgen Fjeldhoff mødte sin kone, forlovede og giftede sig med hende på et enkelt år, i 1952. Hun var veninde med en forlovet til hans kollega, som havde hjulpet til, da Jørgen Fjeldhoff var med til at starte en penicillinfabrik i Oslo.
»Ægteskabet udviklede sig ganske normalt,« siger han. Han husker Inger som en glad sjæl, der var hurtig i replikken. De havde det tit skægt med at stikke til hinanden med rappe bemærkninger. Men altid med en undertone af humor. Og da børnene senere kom til verden, elskede de hende, Hun var diplomaten, der brød bølgerne, når de gik for højt mellem Jørgen Fjeldhoff og deres søn.
»Hun var fra Fyn. Og piger fra Fyn er noget specielt,« smiler han.
Inger arbejdede det meste af sit liv som sekretær på et forlag for redaktør Tidemann, der udgav ugeblade. Redaktøren satte pris på hendes skarpe hjerne, der kunne håndtere et stort antal regninger, gæster, invitationer og huskesedler på samme tid. De første tegn på sygdommen kom snigende, efter Inger blev pensioneret i 1995.

Ubegribeligt

Hun begyndte at glemme aftaler og beskeder, Jørgen lige havde sagt. Hun ledte efter ordene. Eller hun kunne falde hen i sofaen og stirre tomt ud i rummet.
»Jeg kan ikke huske noget længere,« beklagede hun sig.
»Det kan jeg da heller ikke. Men det er jo alderen, Inger,« beroligede Jørgen Fjeldhoff og slog det hen.
Men det pinte Inger, og deres huslæge anbefalede hende at tale med en psykiater. Hun var der seks-otte gange og fik medicin. Det gav hende mere ro men gjorde ikke hukommelsen bedre. De blev enige om at få hende tjekket på Rigshospitalets Hukommelsesklinik. Her var hun inde til ni undersøgelser, indtil den unge læge kom med diagnosen. Den var tydelig at se på scanningen, men helt ubegribelig at rumme for ægteparret. Inger havde Alzheimers.
Sygdommen ville komme snigende. Hendes hjernevæv ville langsomt blive nedbrudt. Hun ville efterhånden blive helt ude af stand til at huske ting, der lige var blevet sagt. Hun ville få svært ved at genkende navne, steder og personer. Og med tiden ville det blive umuligt at finde rundt.
Da de gik fra Rigshospitalet, holdt Jørgen Fjeldhoff hendes hånd. De var begge rystede.

Det var ikke meningen

Det var ikke meningen, at det skulle gå sådan. Det var meningen, at Inger skulle være rask, fyrig og kærlig, som han altid havde kendt hende. Det var meningen, at de to skulle nyde alderdommen sammen. Tage på ferier, udstillinger, museer. Sådan havde de planlagt det. Nu havde de tiden. De havde ikke tid til sygdom.
Men sygdommen var der. Og Inger besluttede at deltage i et medicinforsøg. Alle muligheder skulle prøves. Det kunne jo være, at det kunne udsætte nedbrydningen af hjernen. Og hun kunne jo fortsat gå ture på de små veje i kvarteret om eftermiddagen og hilse på naboerne og invitere gæster. De kunne fortsat gå til koncerter og kunstudstillinger. Og hun kunne fortsat hjælpe til i køkkenet.
Men så begyndte kortidshukommelsen at glippe.
»Hvordan går det med børnene derhjemme,« spurgte hun naboerne, selvom de lige havde svaret. Og når de gik videre, havde hun glemt, hvem hun havde talt med.
»Hun forsøgte aldrig at skjule det, og vi fortalte det til alle. Så ville ingen spørge dumt,« fortæller Jørgen Fjeldhoff.
Tiden gik. Og tiden gjorde sygdommen tydeligere for hver dag. Hun fik svært ved at få armen ind i det rigtige kjoleærme. Hun kunne af og til helt glemme, at hun havde arbejdet for redaktør Tidemann. Hun kunne falde i søvn, hvis de gik i biografen. Til sidst måtte hun gå med ble, da hun ikke længere kunne styre sin vandladning.
Men det var vel stadig den samme Inger, som han havde giftet sig med, tænkte Jørgen Fjeldhoff. Og tanken gjorde ham frustreret
»Sygdommen fik det nogle gange til at slå gnister mellem os. Vi kunne begynde at skændes over ganske små hverdagsting. Jeg kunne ikke forstå, at hun pludselig ikke kunne noget mere. Jeg var nedslidt, og det begyndte at knibe med tålmodigheden. Jeg blev vrissen og sagde Inger, det må du da kunne huske . Og hun blev ked af det,« siger Jørgen Fjeldhoff og tilføjer.
»Det gode var, at hun blev glad kort efter. For hun kunne ikke huske, hvorfor hun var blevet ked af det.«
Langsomt gik det op for Jørgen Fjeldhoff, at han ikke kunne passe sin kone længere. Han ledte efter et tegn, der kunne retfærdiggøre, at han søgte efter et plejehjem til hende. Tegnet kom en dag, han bemærkede en mærkelig lugt i deres soveværelse. Han ledte efter kilden og fandt en væskefyldt ble i tøjskabet. Inger havde lagt den derind.
»Hun ville ikke gøre noget forkert, men hun ønskede vel at skjule det. Hvorfor ved jeg ikke. Det får jeg heller aldrig at vide,« siger han.

Plejehjemmet

Den dag besluttede Jørgen Fjeldhoff, at Inger ikke længere kunne bo hjemme. Det var i 1999.
Jørgen Fjeldhoff forsøgte at gøre flytningen så udramatisk som muligt, da hun fik et værelse på plejehjemmet Solgården i Virum. I pendulfart kørte han møblerne over på hendes nye værelse, hvor en seng og et hospitalsbord var det eneste, der bød hende velkommen. Han forsøgte at placere hendes ting på en hjemlig måde, vaskede hende og lagde hende så i seng.
Den første uge blev han der hver dag indtil aftentimerne. Men hun ville ikke have, at han skulle gå.
»Vi skal hjem nu, ikke Jørgen? Hvorfor er jeg her. Jeg hører ikke hjemme her,« sagde hun.
Jørgen kom og besøgte hende om eftermiddagen, når beboerne havde fået kaffe. De satte sig ind på hendes værelse og så en engelsk tv-serie om livet på en politistation i en lille landsby, mens de fik et glas.
Eller han læste op af H.C. Andersens eventyr for hende. Nattergalen holdt han især af at læse op, selvom det ikke var alt, hun forstod. Hun blundede ofte hen, når historien var igang.

Den endelige accept

Sov hun, eller sov hun ikke, funderede han. Det var ikke så afgørende.
»Historierne fik hende også tit til at live op. Hun hørte min stemme, og jeg fik en chance for at nå ind til hende.«
Det tog tid for Inger at vænne sig til de nye omgivelser. Når der var underholdning om lørdagen på plejehjemmet, kunne et øjebliks klarsyn pludselig ramme hende.
»Hun fik det ligesom, når man vender hjem fra en fest, hvor der er sket så meget. Så kan man ikke bare gå i seng. Der skal ske noget. Og hun ville ikke hjem. Jeg bor ikke her. Jeg skal hjem med dig , græd hun. Til sidst måtte vi lade hende blive oppe på værelset, fordi det var så svært at berolige hende.«
Men der var også lyspunkter. En dag fandt Jørgen hende vandrende rundt på gangene. Da hun så ham, greb hun om hans arme.
»Du er det bedste jeg har,« sagde hun. Og han kunne se, at hun mente det.
Den endelige accept af at bo på plejehemmet fik Inger først påskedag 2001. Jørgen Fjeldhoff havde hende hjemme en forlænget weekend. Fredag aften badede han hende, klædte hende i pænt sæt tøj og satte god mad og vin på bordet. Da de havde spist, kiggede hun ham i øjnene.
»Ved du hvad, Jørgen, jeg tror gerne, at jeg vil hjem til de andre. Jeg vil gerne hjem til plejehjemmet nu.« Jørgen Fjeldhoff vidste, at han ikke skulle tage det som et nederlag. Det var en sejr. Kort efter startede han sin Golf og kørte hende hjem. Hun døde 30. januar 2003.