Langt flere unge står uden for arbejdsmarkedet, end de officielle tal viser.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet).
Forskellen er nemlig, at studerende med bijob er regnet med i de officielle tal. Og det er med til at nedjustere tallene.
Ifølge de officielle tal er ledigheden blandt unge mellem 16 og 24 år på 4,9 procent.
Men AE-rådets analyse viser, at snarere ligger på 11,5 procent.
For gruppen af unge mellem 25 og 29 år ligger arbejdsløshedsprocenten på 11,1 procent, men er kun opgjort til 8,7 procent.
"Det er de unge, vi skal leve af i fremtiden, og det er rigtig skidt af få en dårlig start på arbejdsmarkedet. Nogle unge går måske arbejdsløse i lang tid og ender med at blive marginaliseret," siger Lars Andersen, direktør i AE-rådet til Newspaq.
Det er ikke underligt, at de unge bliver ramt i en periode med høj ledighed, siger han.
"Vores pointe er, at den danske arbejdsløshed nu stabiliserer sig, men vi er stadig nede på bunden, og det går hårdt ud over de unge," siger Lars Andersen til Jyllands-Posten.
Men den danske ledighedsprocent er hverken historisk høj - eller høj i forhold til andre EU-lande, mener cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen.
"I Danmark har vi en ungdomsarbejdsløshed, som hører blandt de laveste i EU. Man kan også gå tilbage og se, at den har været betydeligt højere i andre lavkonjunkturer, f.eks. i begyndelsen af 1990'erne," siger Mads Lundby Hansen til Jyllands-Posten.