Der er ikke et døgn eller bare en enkelt vagt på otte timer, hvor Vestegnens Politi ikke må sende en patrulje ud til et eller andet, hvor hovedtemaet er psykisk sygdom.
Sådan er hverdagen for politiassistent Lars Wolsgaard, der arbejder på Vestegnen nær København.
”Problemet er, at for mange psykisk syge er overladt til sig selv. Der er ganske mange, som vi skønner er behandlingskrævende, men som ikke får hjælp. Oveni kommer mange, som selv skal stå for medicinering, men ikke kan styre det,” siger Lars Wolsgaard, der er tillidsmand og næstformand i Vestegnens Politiforening.
De psykisk syge tager mange timer af hans og hans kollegers arbejdstid. For lige meget om sagen begynder med butikstyveri, at den psykisk syge har slået sig ned i et butikscenter eller at naboen klager over larm, så står betjentene tilbage med det store problem.
De skal finde et sted at aflevere den psykisk syge.
”Det er et spørgsmål om at være kreativ, når man står med de her mennesker. Nogle har tidligere været på et bosted, som man kan prøve at overtale til at tage dem tilbage. Eller vi leder efter familie eller pårørende, som vi prøver at læsse dem af på,” siger han.
To betjente i venteværelset
Der er nemlig ikke nogen regler for, hvad politiet stiller op, når borgere ikke har gjort noget strafbart eller været til fare for sig selv eller andre - men alligevel er generende og helt tydeligt har det dårligt.
Hvis det er slemt nok, tager patruljen den syge med til psykiatrisk skadestue. Det tager lang tid. For så sidder de to betjente i venteværelset, mens der bliver holdt samtaler.
Betjentene må ikke køre, før en læge har erklæret personen egnet til behandling. Hvis den syge bliver afvist, må betjentene fortsætte deres jagt på et sted at gøre af dem.
”Nogle gange ender det med, at vi kører dem hjem i deres tomme lejlighed og sætter dem i en stol og beder dem om at blive siddende der,” siger Lars Wolsgaard.
Mål: Et døgn uden ballade
De bliver også ofte afvist på institutioner og bosteder, fordi der er overfyldt, eller de ikke mener, at borgeren hører til der.
”Vi prøver at finde en løsning, så de ikke laver ballade det næste døgns tid. Det er udelukkende brandslukning. Man kan spørge: Har I løst noget? Vi kan sikre lov og orden, men det er ikke op til os, om de kan få behandling," siger han.
Når der kommer nye til, skriver de en socialrapport til kommunen og fortæller, at den skal være opmærksom på en borger med problemer.
Men langt de fleste af de psykisk syge er gengangere. Det har alle politikredse, siger Lars Wolsgaard. De figurerer i døgnrapporten, og betjentene lærer dem at kende.
”Dem flytter vi bare lidt rundt på: Det her gadehjørne skal have lidt ro, så må de gå hen på et andet gadehjørne, ” siger han.
Ligesom Sind mener tillidsmanden for betjentene på Vestegnen, at der mangler en døgnåben akutmodtagelse for dem, der ikke er syge nok til, at psykiatrisk skadestue vil tage dem.
"Der er et vakuum mellem de rigtigt syge og farlige og de normale mennesker. Der mangler et sted, hvor politiet kan sætte dem af, og fortælle, at ”Vi har fundet ham her, mens han gjorde sådan”, så kan kommunen eller regionen tage stilling til, om de kan få behandling," mener han.