Klokken 05, 22. april, 1945, Helenevej, København:

Et stuevindue smadres i en villa og ind kravler to gangstere.

Men beboerne, landsretssagfører Peter Schiørring-Thyssen, 48, og dennes 47-årige hustru, har hørt larmen og er løbet ud på terrassen fra soveværelset på 1. sal.

Sagføreren har altid et ladt haglgevær ved siden af sin seng og er derfor forberedt på det værste.

Da de to gangstere trænger ind i soveværelset, skyder han den ene af gangsterne, 23-årige Holger Vagner Hansen, lige i ansigtet. Næsen og halvdelen af kæben skydes af. Holger Vagner Hansen falder bevidstløs om, men overlever.

Sekunder efter gennemhulles ægteparret af kugler fra den anden gangsters maskinpistol. 24-årige Erik Rasmussen har erfaring med at trykke på en aftrækker. Han er tidligere SS-soldat.

Ægteparret dør, men deres 10-årige søn, Erik, er vidne til drabet og kan senere udpege forbryderne i politiets fotoalbum. Drabsmændene viser sig at være ansatte i det tyske hjælpepolitikorps, Hipo. De dømmes efter krigen til døden.

Benådes

Holger Vagner Hansen, der hører til en af Danmarks værste Hipogrupper, Lorenzen-gruppen, benådes senere, ligesom adskillige andre dødsdømte fra gruppen gør. Men han må gå gennem resten af livet med et vansiret ansigt til minde om sine ugerninger.

Det fortæller dokumentarforfatteren Erik Haaest i sin nye bog Hipofolk – danske terrorister i nazitiden,

Det er Danmarks første bog om de, der meldte sig til Hipo-korpset, der skulle afløse det danske politi, som af tyskerne var sat fra bestallingen 19. september 1944.

Skæbnefortællinger

Det særlige ved bogen er, at den ikke blot omhandler Lorenzen-gruppens likvideringer, bombeattentater og andre ugerninger, men følger de dømtes skæbner resten af livet. For nogles vedkommende indtil for ganske nylig.

- Jeg er ikke historiker, men journalist. Og derfor synes jeg, at det er interessant at beskrive, hvad der blev af Hipo-folkene, hvad deres baggrund var, og hvorfor de gjorde, som de gjorde, siger Erik Haaest.

- Det mest interessante er, at der kun var fire ud af 10 dødsdømte, der faktisk blev henrettet. Hvorfor det var så få, har nok noget at gøre med, at hadet til forræderne lagde sig efter allerede et par år, og politikere og retsfolk nok indså, at de i mange tilfælde var gået for vidt, fortæller Erik Haaest.

Holger Vagner Hansen fandt først sin rette hylde, da han tog en diakonuddannelse og blev hjælpepræst på et plejehjem i Tyskland.

Erik Rasmussen blev løsladt i 1959 og var dermed den, der sad længst i fængsel. Hans livshistorie er dog ganske succesfuld. Han endte med at drive en stor dansk entreprenørvirksomhed, som i dag er videreført af sønnen.

Tabu brudt

Erik Haaest indledte sit forfatterskab med at bryde tabuet om ikke at skrive om landsforræderne fra krigen med sine bøger om de danske østfrontsfrivillige i Frikops Danmark. Reaktionen var beskyldninger om, at Erik Haaest var nazi-sympatisør, hvilket han benægtede.

Der var dog påbakning fra uventet kant: Den fremtrædende frihedskæmper og daværende formand for Frihedskampens Veteraner, Flemming B. Muus, påpegede i en avisanmeldelse af Erik Haaests frikorps-trilogi, at disse bøger var lige så vigtige for forståelsen af besættelsen som forfatteren Jørgen Hæstrups afhandling om frihedsbevægelsens historie.

På trods af mediestormen valgte Erik Haaest at fortsætte med historierne om forræderne.

I bogen fortælles der ikke om de to mest centrale personer i Lorenzen-gruppen. Historierne om de to ledere, Jørgen Lorenzen og Anna Lund, udkommer senere i to særskilte bind og danner dermed en trilogi over Lorenzen-gruppen.

Hipofolk – danske terrorister i nazitiden, udkommer 15. maj på forlaget Documentas.