Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er mere end fordoblet siden 2007, men i nogle kommuner tegner fremtiden for de unge lysere end andre steder.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kortlagt de kommunale forskelle.
Den viser, at ungdomsarbejdsløsheden topper på Lolland og Bornholm. Her er henholdsvis 18,7 og 17,9 procent af de unge uden arbejde, skriver Berlingske.
I den anden ende er ungdomsledigheden i nordsjællandske Allerød og Hørsholm på blot 6,9 procent.
Viceborgmester i Lolland Kommune, Torben Hansen (SF), erkender, at kommunen står over for et gigantisk problem.
"Vores helt store problem er, at der simpelthen ikke er arbejdspladser. Vi gør rigtig meget for, at de unge skal have en uddannelse. Vi har mange unge, der kommer igennem et grundforløb. Problemet kommer, når de skal ud og have praktikpladser. For de eksisterer ikke," siger han til Berlingske.
Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Karsten Albæk kalder ledighedstallene "overordentlig høje."
Mens senioranalytiker i Arbejdernes Erhvervsråd, Erik Bjørsted, mener, at problemet skal findes i, at for mange unge tog ufaglærte job under højkonjunkturen i stedet for at uddanne sig.
"Nu kommer så straffen for at have fravalgt skolebænken," siger Erik Bjørsted til Berlingske.
Undersøgelsen fra AE ser på unge mellem 16 og 29 år, der er på kontanthjælp eller dagpenge.