Selv om Danmark har en velvoksen offentlig sektor, kniber det gevaldigt med investeringer i nybyggeri og vedligeholdelse af skoler, veje, jernbaner og andre offentlige anlæg.
Sammenlignet med de øvrige EU-lande indtager Danmark en beskeden 22.-plads blandt de 27 EU-lande plus Norge, når man sammenligner de offentlige investeringers andel af bruttonationalproduktet (bnp) i perioden fra 2009 til 2012, skriver Politiken tirsdag
Det fremgår af en analyse, som Kommunernes Landsforenings blad Momentum har udarbejdet på baggrund af nye tal fra EU"s statistiske kontor, Eurostat.
- Man kan jo ikke påstå, at Danmark sprænger listen, og det overrasker mig, at vi ligger og slås med Grækenland og Slovakiet, når vi har så stor en offentlig sektor i Danmark, siger Martin Damm (V), formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Kalundborg, til Politiken tirsdag.
- Hvor meget eller hvor lidt der skal skrues op for investeringerne, må være et nationalt spørgsmål, men det vil være vores krav i de kommende kommuneforhandlinger, at vi får lov at investere samme beløb i 2015 som det, vi investerer i år. Det er simpelthen nødvendigt at vedligeholde skoler og veje, og skal vi blive ved med at være effektive, kræver det, at vi fortsat kan investere, siger kommunernes formand til Politiken tirsdag.
Dermed har kommunernes kridtet banen op forud for forhandlingerne om kommunernes økonomi, der begynder næste måned. På forhånd har finansminister Bjarne Corydon (S) bebudet, at han ønsker et lavere anlægsloft i 2015 end i 2014.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bjarne Corydon selv, men Finansministeriet oplyser, at "de offentlige investeringer under den nuværende regeringen har ligget på de højeste niveauer i mere end 30 år. I gennemsnit er der investeret 44 milliarder kroner om året, hvilket er et løft på 10 milliarder kroner om året i gennemsnit i forhold til perioden 2002-11".