For bare to dage siden understregede De Radikales udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, at det vil være "ekstremt farligt" at gribe militært ind i Syrien uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.
Han advarede samtidig mod, "at Danmark skal involvere sig i et militært eventyr, der snarere er et mareridt, og hvor vi ikke har udsigt til at vinde".
Men nu har piben fået en anden lyd hos Rasmus Helveg Petersen, der melder sig parat til at bakke op om et militært indgreb uden om FN.
- Hvis der er klare beviser for, at det syriske regime har brugt kemiske våben mod sin egen befolkning, så mener jeg faktisk, at vi skal bakke op om det. I betragtning af, at vi har prøvet alle muligheder gennem FN's Sikkerhedsråd, siger han.
Det var især risikoen for, at Rusland ville gå ind i konflikten på Syriens side, som fik Rasmus Helveg til at advare mod et indgreb. Og den risiko er meget reel, mener han.
- Det er noget, jeg er meget bange for, og det er en risiko, vi skal gøre alt for at minimere. Både ved at forholde Rusland de beviser, der er for Assad-styrets fremfærd, og gå i dialog med dem om, hvad det er for et sigte, der er med en militær aktion.
- Det er selvfølgelig et absolut rædselsbillede, at man skulle få en sådan krig hen over syrisk jord mellem russiske og Natos bombeflyvere. Det er ingen tjent med, så det er noget, vi skal gøre alt for at forhindre.
- Men i sidste ende er det spørgsmålet, om man kan lade russerne blokere for en intervention, siger Rasmus Helveg Petersen.
Selvom han er klar med politisk opbakning, så vil han endnu ikke tage stilling til, om Danmark også skal deltage aktivt i et militært indgreb i Syrien.
- Hvis der kommer en militær indgriben, så er jeg ikke sikker på, at Danmark er med i første bølge. Det er jo ikke os, der har hangarskibe liggende ud for Syriens kyst.
- Reelt er det jo kun USA, der har militær styrke og de rigtige redskaber til at foretage en sådan aktion, siger han.
/ritzau/