Der er mere end blot hæder og ære på spil for det danske ishockeylandshold, der i denne weekend spiller firenationersturnering i Polen.
En god indsats kan være første skridt mod en billet til VM i Slovakiet, for debuterende landstræner Heinz Ehlers varsler, at der kan komme flere pladser på højkant end tidligere.
Flere erfarne kræfter overvejer nemlig at melde fra til VM, forklarer han.
- Nogle har på et tidligt tidspunkt meldt ud, at de nok ikke er til rådighed. Allerede i august tog jeg kontakt til de fleste af de rutinerede spillere, og et par stykker sagde, at de trængte til en pause, siger Heinz Ehlers.
Umiddelbart efter nederlaget til Letland, der sendte Danmark ud af VM på hjemmebane tidligere på året, annoncerede veteranen Daniel Nielsen sit landsholdsstop i et tv-interview.
Landstræneren ønsker ikke at sætte navne på de øvrige spillere, der har luftet tanker om en pause. Han håber nemlig, at de ombestemmer sig i de kommende måneder.
- Jeg har sagt, at jeg vender tilbage på et senere tidspunkt for at høre, om de har fået lysten igen, siger Ehlers.
- Der er nogle, der efterhånden har været med i rigtig mange år, og jeg har en vis forståelse for, at man kan få brug for en pause. De får deres sommerferie kortet ned med seks-syv uger hvert år.
- Men det er selvfølgelig træls, for jeg vil gerne have alle spillere til rådighed, siger landstræneren.
Han får sin første kamp som landsholdschef fredag aften, når det danske landshold møder Polen. Lørdag og søndag venter Østrig og Norge i kamp to og tre i firenationersturneringen.
Med i Ehlers' første landsholdstrup er en håndfuld garvede VM-spillere som Julian Jakobsen, Morten Poulsen, Patrick Galbraith og Jesper Jensen.
Men hovedparten af spillerne er yngre folk i periferien af en VM-trup. De får nu mulighed for at gøre et første indtryk på landstræneren.
/ritzau/