Også hos interesseorganisationen Greenpeace er der tilfredshed med resultatet af COP16 topmødet i Mexico.
Verdens politikere har lørdag godkendt en sluterklæring på FN-topmødet, der bl.a. indeholder oprettelsen af en grøn fond, som skal kanaliserer penge fra de rige til de fattige lande og en aftale om at begrænse skovfældning i u-landene, som også får adgang til vestlig teknologi.
"Det er et vigtigt skridt. Politikerne har pustet nyt liv i processen med aftalen. Klimaet er dog ikke reddet som følge af aftalen, men processen er godt i gang igen," siger generalsekretær i Greenpeace Norden Mads Flarup Christensen til Newspaq.
Han glæder sig over, at man i aftalen i Cancun har inddraget de mål, som videnskaben mener, at verdens lande skal reducere deres CO2-udslip med. Dog mangler der bindende aftaler om reduktion fra bl.a EU, USA og Kina, før det rigtigt rykker, mener generalsekretæren.
"Vi mangler stadig, at se de store udledere forpligtiger sig nogle reduktionsmål, som står mål med de udfordringer, vi står overfor med hensyn til klimaforandringerne," siger Mads Flarup Christensen.
Generelt mener han dog, at aftalen i Mexico er et godt skridt på vejen mod bindende aftaler - måske allerede næse år.
"Der er lagt nogle byggeklodser, som man kan bygge videre på frem mod Durban næste år. Der skal vi have en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale, der leder os mod en bæredygtig økonomi og holder forurenerne ansvarlige," siger han.
I den netop godkendte aftale har man skrevet ind, at reduktionerne af drivhusgasser fra de rige lande skal ligge på mellem 25 og 40 procent i forhold til 1990-niveauet.