Aktivisterne fra Greenpeace slutter aktionen mod oliegiganten Shell og den isbryder, som koncernen har lejet til at bane vej for olieboringer på Arktis.
- Aktionen er slut. Vi fik stoppet isbryderen to gange syd for Lolland, og det er vi godt tilfredse med, siger Sune Scheller, der er kommunikationsmedarbejder i Greenpeace, til Ritzau.
Shell skal til sommer lede efter olie på Arktis. Men Greenpeace er bekymret for boringerne, og derfor lægger aktivister fra organisationen Shell hindringer i vejen.
Den 116 meter lange isbryder - Nordica - sejlede fra Finland 1. maj. Og siden da har den været udsat for tre aktioner fra Greenpeace-aktiviteter - i Finland, i Sverige - og nu den seneste i Danmark.
- Der var ingen anholdte ved aktionen. Så nu sejler isbryderen videre op gennem Storebælt. Men vi holder fortsat øje med Shell, siger Sune Scheller, der ikke vil afsløre, om der er planlagt flere aktioner mod isbryderen.
Søværnet og politiet var til stede i området syd for Lolland, men de skred altså ikke ind og anholdt nogen. Det gjorde de svenske myndigheder dog forleden, da seks aktivister blev anholdt i Karlskrona.
Det var 14 aktivister fra Danmark, Tyskland, New Zealand og Sverige, der fik stoppet isbryderen i dansk farvand ved hjælp af gummibåde - og ved simpelthen at hoppe i vandet foran skibet.
Tidligere på ugen - 1. maj - gik 20 aktivister gik om bord på Nordica i Helsinki, Finland. To dage senere klatrede seks aktivister om bord på skibet ud for Øland i Sverige og blev senere fjernet af specialstyrker og arresteret.
Efter planen vil Shell til sommer bore efter olie i havene Chukchi og Beaufort ud for Alaska. Og hos Greenpeace er man bekymret for, at et olieudslip vil ødelægge området.