Jo mere man sparer op, desto mindre kan man se frem til at få udbetalt i pension fra det offentlige. Det er én af konsekvenserne af den skattereform, som netop er blevet vedtaget i Folketinget.
Folkepensionen bliver i fremtiden mere afhængig af indkomsten. Jo mere man sparer op - desto mindre får man i offentlig pension.
- Man kan sige så meget, at folkepensionen ikke længere er fredet. Skattereformen betyder, at folk på 56 år og yngre vil blive ramt fuldt ud i 2023, siger Lars Kjeldgaard, økonom i Danica Pension.
- Det er folk med middel- og højere indkomster, der bliver ramt. Og for at kompensere for forringelsen skal du spare ekstra op i pension. Ansvaret for at spare op til pensionen flyttes fra det offentlige over til den enkelte, siger Lars Kjeldgaard.
Danica Pension og Danske Bank har regnet på reformen og er kommet frem til, at er man eksempelvis gift og kan se frem til en pensionsformue på tre millioner kroner, så står man til at miste 30.000 kroner i offentlig støtte set over en hel pensionisttilværelse.
For at kompensere for det tabte vil det betyde, at man skal øge sin opsparing med 36.200 kroner - det svarer til en ekstra indbetaling på 100 kroner om måneden i 30 år.
At der nu igen er kommet ændrede regler betyder, at pensionsselskaberne vil blive kimet ned, forudser økonomen hos Danica Pension:
- Når der sker ændringer, ringer folk til os for at finde ud af, hvad de skal gøre. Der er gennem de senere år kommet mange ændringer med efterlønsreform og andet - og det kan gøre folk usikre på, hvad de skal gøre, siger Lars Kjeldgaard.
Med skattereformen er der lagt op til, at det nu bliver mindre attraktivt at spare op til alderdommen. Og det kan få danskernes lyst til at lægge penge til side til at blive mindre, forudser man i Danica Pension.
/ritzau/