Inden for få år har Uber en plan om at lancere en ny kørselstjeneste, der skal tage form af luftbårne taxaer.
Hvis selskabets plan minder om nogle af de former for transportservices, der allerede findes, så virker planen umiddelbart til at være mere realistisk.
Det vurderer Niels Buus Kristensen, forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo og medlem af Klimarådet.
- Jeg forstår, at man taler om en form for taxatjeneste. Og så kan man sige, at det er vel lidt i samme retning som det, vi har i dag, siger Niels Buus Kristensen.
Han forklarer, at der allerede findes typer af helikopterservices mellem udvalgte destinationer, for eksempel som shuttles mellem lufthavne og centrum af store metropoler.
Om en egentlig luftbåren kørselstjeneste kan komme i kommerciel drift inden for de næste år, er han dog mere i tvivl om.
Det skyldes, at der først skal laves forskellige typer af regulering på området, blandt andet i forhold til trafiksikkerhed.
- Det er meget kompliceret at udvikle et trafikstyringssystem, som er i stand til at håndtere en luftbåren trafik, hvis vi taler om noget, der har en skala, så det er betydende i forhold til den samlede trafik.
- Der er man i dag ikke tilnærmelsesvis på det niveau, hvor man er med udviklingen af de individuelle flyvende droner, siger Niels Buus Kristensen.
Mens Uber planlægger at kunne lancere en luftbåren kørselstjeneste i 2023, så forventer Hyundai, som Uber samarbejder med, at en egentlig taxaservice først vil kunne begynde i 2028.
Ubers plan er blevet præsenteret på den amerikanske elektronikmesse CES.
Her er det kommet frem, at Hyundai vil producere et fartøj af flytypen S-A1 med plads til fire personer, som er elektrisk drevet, til Uber.
Fartøjet vil kunne flyve med 290 kilometer i timen. Det vil i begyndelsen kræve en pilot, men over tid vil det blive selvflyvende.
Uber er i forvejen gået sammen med en række andre selskaber for at nå målet om at starte den luftbårne kørselstjeneste i 2023.
/ritzau/