Lederen af den islamiske bevægelse HTS, Abu Mohammed al-Jolani, har været en del af den syriske borgerkrig siden starten. Men hans tilgang ser meget anderledes ud end i 2011.
Det fortæller Dino Krause, som er postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han forsker i islamistiske oprørsgrupper.
- Han er altid blevet i spidsen for den organisation (HTS red.) igennem alle de interne omstruktureringer og faser. Han er altid blevet på toppen indtil den dag i dag, siger han til Ritzau.
Det er en gruppe og en leder, som har ændret deres tilgang siden den langvarige borgerkrig brød ud.
Ifølge Dino Krause er Jolani, som under oprørernes offensiv begyndte at bruge sit rigtige navn Ahmed al-Sharaa - stadig islamist.
- Men det, at han bruger sit rigtige navn viser, hvordan han vil ses nu. Ikke som en jihadistisk kriger men mere som en politiker, lyder det fra forskeren.
Han fortæller, at Jolani, som selv kommer fra Syrien, blev sendt ind i det borgerkrigsramte land i slutningen af 2011 af Islamisk Stat i Iraks daværende leder, Abu Bakr al-Baghdadi.
På det tidspunkt havde Jolani i flere år kæmpet imod USA i nabolandet Irak.
I 2013 brød han med Islamisk Stat. Jolanis gruppe, som dengang gik under navnet Jabhat al Nusra, blev allieret med den militante islamistiske gruppe al-Qaeda.
- Jeg tror, at han indså, at hans gruppe mistede opbakning i Syrien, og i de områder, som de kontrollerede, fik de meget modstand fra lokalbefolkningen, og der var mange protester, lyder det fra Dino Krause.
Ifølge forskeren indså Jolani, at det ikke var populært at føre streng islamistisk politik. I 2016 var der endnu et brud - denne gang med al-Qaeda.
Før offensiven havde HTS kontrol med Idlib-provinsen i det nordlige Syrien. Her så man en meget anderledes form for islamisk regering i forhold til Taliban i Afghanistan, lyder det fra forskeren.
- Det er en religiøs regering, men en, der ser, meget anderledes ud, end hvad vi tænker på, når vi kigger på islamiske regeringer i dag. Det er mere pragmatisk, siger han.
Han understreger dog, at HTS indtil videre ikke har været en demokratisk regering, og at bevægelsen har slået hårdt ned på protester.
Selvom HTS og bevægelsens leder har haft en større rolle i de seneste ugers fremrykken, er det ikke på forhånd givet, at de bliver en del af en eventuel ny ledelse af Syrien.
/ritzau/