Ambitionerne var store hos Kolding Storcenter, der onsdag satte det, som de kalder Danmarks største juletræ, op ved centerets "Lilla indgang".
I anledningen af opsætningen fortalte Kolding Storcenters marketingchef Kristina Buchwald til Jydske Vestkysten, at hun havde brugt et par uger på at finde det helt rigtige træ.
Efter at have fravalgt et 20 meter højt juletræ fra Knuthenborg, fordi det var for lavt, faldt valget på en 26 meter høj rødgran, som Buchwald selv kalder Danmarks største.
Juletræet blev sat op onsdag, men fredag knækkede stammen 30 centimeter over foden, og træet væltede fredag aften, skriver Jydske Vestkysten lørdag morgen. Træet ramte en personbil, men ingen personer kom til skade.
Grene på træet havde taget så meget af faldet, at bilen heller ikke fik nogen skader, så ejerne kunne køre væk, efter at træet var blevet flyttet.
Kolding Storcenters center manager Carsten Lindblad er ærgerlig, men også glad for, at ingen kom noget til.
- Det er da brandærgerligt, for juletræet skulle jo være et symbol på glæden ved julen. Men jeg er mest lykkelig over, at ingen kom til skade, siger Lindblad til JydskeVestkysten.
Årsagen til at træet væltede fredag aften kendes endnu ikke, og der var hverken storm eller orkan i Kolding fredag aften.
- Det står hen i det uvisse lige nu. Træet er knækket cirka 30 centimeter over foden, og så væltede det derefter, siger Lindblad.
Han fortæller, at der var blevet specialdesignet en form til at sætte træet i, og der var blevet støbt et særligt hul i jorden til det.
Det høje juletræ, som, storcenterets selv pointerer, er højere end New Yorks berømte Rockefeller-træ, skulle have dannet ramme for en stor juletræsfest 30. november, men sådan bliver det desværre ikke.
Carsten Lindblad oplyser, at der ikke vil blive sat noget nyt juletræ op ved Kolding Storcenter.
/ritzau/