FAKTA: Sådan fanger politiet fartsyndere

11 særligt farlige danske veje får opsat nye stærekasser. Læs om, hvad det er, her.

20 af landets fotovogne skal afskaffes og erstattes med fastmonterede stærekasser, hvor bilisterne på forhånd bliver mødt af advarselsskilte.

Sådan lyder regeringens plan for at nedbringe antallet af trafikulykker på de danske veje. Vejdirektoratet og Rigspolitiet har nu udpeget 11 danske veje, hvor der skal opsættes stærekasser.

Her kan du læse mere om politiets metoder til at måle bilisternes hastighed:

* Fotovogne er biler, hvor der sidder et kamera. Det fotograferer alle forbipasserende, der kører for stærkt.

* Fotovognene betjenes af personale, der er uddannet til opgaven. Fotovogne bruges til at foretage uvarslet hastighedskontrol på udvalgte strækninger.

* Stærekasser, der også kaldes fastmonteret ATK (automatisk trafikkontrol), er opstillet permanent på bestemte veje.

* Kontrollen foretages, når hastighedsbegrænsningen overskrides.

* I 2016 blev 563.755 bilister blitzet. Det var en stigning på 42 procent i forhold til 2015. I alt blev der udskrevet bøder for 701 millioner kroner sidste år.

* Helle Thorning-Schmidt-regeringen firedoblede i 2015 antallet af fotovogne fra 25 til 100.

Kilder: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Politiet, Rigspolitiets Nationalt Færdselscenter.

/ritzau/