Ritzau
Opdateret kl. 16:24
To busser er fredag eftermiddag kørt sammen på motorvejen ved Solrød i den sydgående retning.
Det oplyser pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.
Politiet oplyser, at fire-fem personer er kørt på skadestuen efter ulykken, der skete lidt efter klokken 14. Pressemedarbejderen fortæller, at de to busser var fyldt med passagerer.
- Der er nogen, som har fået nogle knubs. Alvorligheden kender vi ikke endnu, siger han.
Der er dog ingen meldinger om, at nogen skulle være i livsfare.
De to busser er fra selskabet FlixBus, der kører længere distancer. Busselskabet oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau, at selskabet er kede af ulykken.
Ifølge selskabet var begge busser kørt fra København - den ene med Holstebro som destination og den anden på vej mod Aarhus.
Ifølge selskabets oplysninger var der 128 passagerer og to chauffører om bord.
De mange strandede passagerer fredag eftermiddag vil blive fragtet videre i erstatningsbusser.
På grund af ulykken er der massivt redningsmandskab til stede på motorvejen, hvor kun et spor er åbent i sydgående retning.
Der er både sendt ambulancer og helikopter til stedet, oplyser politiet.
Busserne kørte sammen ved afkørsel 31a Solrød Syd, og Vejdirektoratet oplyser, at man skal forvente længere rejsetid ind til sidst på eftermiddagen fredag.
Politiet kan endnu ikke sige, hvordan ulykken er sket.
/ritzau/