Ritzau
Opdateret kl. 10:19
Produktivitetsrådet har mandag i en rapport redegjort for udviklingen i Danmarks produktivitet og givet anbefalinger til, hvordan den kan blive endnu bedre.
Læs her, hvad begrebet produktivitet egentlig dækker over:
- Helt simpelt er produktivitet et udtryk for den værdi, der bliver skabt per enhed, der bliver tilført.
- Så hvis et land, en branche eller en virksomhed er produktiv, er det fordi, man får mere ud af det samme input end konkurrenterne.
- Helt konkret kan det ske med eksempelvis automatisering, hvor man i kraft af en investering får maskiner eller robotter til at sprøjte flere varer ud, end man ville med den samme investering i den hidtidige produktionsform.
- Produktivitet bruges også inden for servicesektoren og den offentlige sektor.
- Danmarks produktivitet har generelt været høj. Det er blandt andet årsagen til, at Danmark har kunnet sænke den ugentlige arbejdstid hen over årene.
- For selv om vi har arbejdet mindre tid, har vi produceret mere per arbejdstime.
- De senere år er produktivitetsvæksten dog fladet ud, og det har vakt bekymring blandt økonomer.
- Det var også derfor, at man i 2012 nedsatte Produktivitetskommissionen, som i en toårig periode kom med anbefalinger til Thorning-regeringen.
- I januar nedsatte regeringen så et produktivitetsråd i form af De Økonomiske Råds formandskab, der i forvejen udsender de såkaldte vismandsrapporter, hvor de tager temperaturen på dansk økonomi.
Kilde: De Økonomiske Råd, Den Store Danske.
/ritzau/