* EU-Kommissionen fremsatte sidste efterår sit forslag om en skat på finansielle transaktioner - kaldet FTT eller tobinskat - som skulle udgøre 0,1 procent af handler med værdipapirer og 0,01 procent af handler med derivater.
* Provenuet skulle ifølge forslaget gå tilbage til EU med to tredjedele til EU's fælleskasse og en tredjedel tilbage til medlemslandene.
EU's andel er i øjeblikket skrevet ind som en fælles EU-indtægt i det syvårige EU-budget, der skal forhandles på plads på et EU-topmøde i november.
* EU kan som udgangspunkt kun indføre skatter, hvis der er fuld enighed blandt de 27 medlemslande. Det kunne økonomiminister Margrethe Vestager (R) som mødeleder under det danske EU-formandskab i juni konstatere, at der ikke var.
* Dermed åbnedes døren for, at mindst ni lande i stedet kan indføre skatten i en begrænset kreds gennem såkaldt "forstærket samarbejde".
* Formelt blev kommissionens forslag trukket tilbage i juni, men efter at 11 lande nu har ytret interesse for at være med, kan kommissionen gå i gang med at skrive et nyt forslag, der kun skal gælde for dem, der vil være med.
* Tyskland og Frankrig har gået forrest i forsøget på at samle de nødvendige ni interesserede lande. Nu har de opbakning fra Grækenland, Portugal, Østrig, Slovenien, Belgien, Estland, Italien, Spanien og Slovakiet.
* Frankrig har været bannerfører for idéen og indførte i august sin egen udgave, der beskatter handler med værdipapirer fra førende franske virksomheder med 0,2 procent.
* Storbritannien har været mest højlydt imod med den begrundelse, at en europæisk beskatning vil betyde, at penge og handler trækkes ud af EU til lande uden en lignende skat.
* Der står i det danske regeringsgrundlag, at "regeringen vil gå forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner".
* De Radikale har modsat sig den rene europæiske udgave.
* Socialdemokraterne skriver i deres nye visionspapir "Danmark herfra til 2032", at de "ønsker en finansskat, uanset om man kan få den igennem på globalt plan eller ej". Det får dog umiddelbart ingen indflydelse på regeringens politik.
/ritzau/