Danmarks mest aparte filmdirektør forsøger at genfinde entusiasmen. Resultat: En lille komedie, der er mere sær end sjov - og så smal, at kun forblændede Lars von Trier-fans kan se perspektivet
Titel: Direktøren for det hele
Instr.: Lars von Trier
Hvem narrer hvem? På lærredet svæver svaret rundt i filmens trøstesløse kontorkorridorer, i biografstolen føler man sig nærmest forbigået, når en enlig tilskuers latter pludselig skærer igennem stilheden, og herude i virkeligheden har man en fornemmelse af, at Lars von Trier med denne film tager fusen på alt og alle.
Har filmgeniet ganske enkelt snøret et stærkt hold af kendte skuespillere, der vælter rundt som tumper i en film, kun de færreste vil forstå (om nogen!)? Griner vor højt besungne filmmager af de filmkritikere, der i dag roser dette (efter min mening) suffisante skidterads? Undrer den kapitalstærke instruktør sig også over at Filminstituttet har doneret hele syv millioner kroner i støtte til den noget nær smalleste danske spillefilm i dette årtusind? Hvem tager røven på hvem?
Jeg vil overlade de videre spekulationer til rullekrave-segmentet på Institut for Film-og Medievidenskab og blot konstatere, at Direktøren for det hele er det, de filmlærde kalder en screwball-komedie, og som sådan er helt igennem usjov. Rettelse: Den har faktisk sine morsomme øjeblikke, men jeg er ikke sikker på at netop de få øjeblikke er tænkt som oplagte dåselatter-stunder.
Tilfældige principper
Hvad jeg ved, er, at filmdirektøren himself tidligere i år udsendte en revitaliseringsplan , hvor han i vanlig underspillet stil proklamerede, at von Trier havde behov for at genfinde filmglæden. Det står at læse i det mest glitrede og Hollywood-agtige promotion-materiale, jeg nogensinde har modtaget på en dansk film.
Lidt af en kontrast til filmens intention om at være lille , men ikke desto mindre kan man læse stort og småt om regler og formler for den særlige optageteknik kaldet Automavision , som har skabt billeder og lyd til Direktøren for det hele .
Kort sagt er kameraets opstilling og indstilling bestemt af en computer ud fra et tilfældighedsprincip ? alt sammen for at begrænse den menneskelige (vane)tænkning på værket. I øvrigt parret med en række andre dogmeagtige regler. Det gør mest, at billederne hopper og danser lidt rundt i tid og lokale, men er ellers ikke synderligt ophidsende.
Men hvad handler filmen om, tænker du måske? Om en direktør (Peter Gantzler), der hyrer skuespiller Jens Albinus til at være direktør og dermed iscenesætte en slags bad cop/good cop-situation i forbindelse med et firmasalg. Længere er den ikke - selvom den føles sådan, når du først er bænket i biffen.
En gimmick?
For vi kører rundt og rundt i forvirringen, så man (hvis man endelig skal kaste sig ud i en analyse) aner en selvironisk parodi på den såkaldte verfremdungseffekt, som Trier så ofte har anvendt i sine film. En fremmedgørelseseffekt opfundet af Bertolt Brecht, der skal skabe et dobbelttydigt billede på virkeligheden.
For eksempel opfører Jens Albinus sig tydeligvis ikke som direktør på trods af, at han som professionel skuespiller burde være i stand til at spille den rolle. I Hollywood ville en sådan falsk direktør være blevet udstyret med et jakkesæt og et par business-agtige replikker, så vi bedre forstod.
Hos Lars von Trier må vi gerne tvivle på karakteren - og dermed virkeligheden. Langhåret, ja. Men typisk Trier. Det er da heller ingen hemmelighed, at mesteren har hentet inspiration i sin egen eks-producer, Vibeke Windeløv, der gerne overlod sur chef-byrden til Lars selv.
Men hvad vil Direktøren for det hele så med sin revitaliserede film? Ud over potentielt atter at bearbejde egne traumer. Vil han det billige grin? Eller vil han sige noget vigtigt om samfundet? Jeg hælder til en gimmick, der mest går ud på netop at starte den diskussion. Så han selv kan grine hele vejen hen til det kunstneriske skatkammer, hvor der forhåbentlig er bedre ideer i støbeskeen.