Ritzau
Opdateret kl. 07:01
Politiheste er for dyre, for ufleksible og for risikable til at gøre nytte i operativt politiarbejde.
Det er meldingen fra Københavns Politi, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovaftalen er blevet enige om at genoprette det ridende politi i København.
Det skriver Information.
Information har tidligere fået aktindsigt i et notat fra juni 2016, hvor politiet drøftede fordele og ulemper ved at genindføre ridende politi.
Fordelene er, at politiet fra hesteryg kan observere, skabe synlighed og har høj attraktionsværdi.
Men ulemperne er foruden de økonomiske omkostninger, at politiets fleksibilitet og mobilitet svækkes. Blandt andet fordi heste ulig cykler, motorcykler og biler ikke kan parkeres og efterlades, hvis betjente får brug for at sidde af.
Efter at politihestene nu er kommet på finansloven gentager politiet de kritikpunkter i et svar til Folketinget.
Politiet medgiver dog i Justitsministeriets svar til Enhedslistens retsordfører, Rune Lund, at heste er endnu et redskab for politiet.
- Københavns Politi oplyser, at det er politikredsens opfattelse, at politiet med politihestene har fået endnu et redskab i værktøjskassen til at løse opgaver med patruljering i turistområder og til honorære formål.
Men i en udtalelse, som Rigspolitiet har indhentet, svarer Københavns Politi:
- Det er dog fortsat Københavns Politis opfattelse, at de ulemper ved genindførelse af en fuldt operativ rytterisektion, som beskrives i notatet "Eventuel genindførelse af politiheste i Københavns Politi" fra juni 2016 stadig gør sig gældende.
Det er især Dansk Folkeparti, der har ønsket at genetablere enheden med betjente til hest. Betjente til hest skal anvendes til honorære opgaver og patruljer i turistområder.
Det er uvist, hvor mange heste der skal sendes i gaderne.
/ritzau/