Europas utrolige Euclid-teleskop er begyndt at sende billeder tilbage og kan løse nogle fantastiske videnskabelige gåder, håber man. Allerede nu er videnskabsfolk begejstrede.
I de næste seks år vil billeder og data fra rum-observatoriet gennemtrævle en stor del af verdensrummet for at få mere styr på mørkt stof og mørk energi.
Man ved stadig utrolig lidt om dette materiale, som 95% af kosmos består af.
- Vi er mennesker, og vi ønsker at forstå det mest fundamentale omkring os. Uanset om vi er hulemennesker, som kigger på nattehimmelen, gengiver den i hulemalerier og håber, at solen kommer tilbage efter vinteren. Eller vi er nutidens mennesker, som lige nu kender under 5 % af Universet, som er næsten 14 milliarder år gammelt, og vi har kun været her en lille bitte brøkdel af den tid, funderer professor Carole Mundelle fra det europæiske rumagentur ESA.
Og tilbage til billedet:
"Hestehoved" er en enorm sky af gas og støv, hvor stjerner bliver født. Den er forholdsvis tæt på os – 1.300 lysår. Mange teleskoper har før prøvet at fange den, men ingen med samme skarphed og detaljerigdom som ESA's Euclid kan gøre her.
Og her endnu et "snapshot" fra Euclid: Spiral-galaksen IC 342. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Så stort er Universet (og større endnu)
Man hører tit, at Universet er uendeligt, men kan man sætte nogle tal på? Man kan prøve, men det bliver ikke nemmere at fatte af den grund:
* Vores galakse (Mælkevejen) indeholder mellem 200 og 600 milliarder stjerner og 50 milliarder planeter. Det har en diameter på mellem 100.000-200.000 lysår.
* Så hvis du rejste med lysets hastighed (300.000 km/sekundet), så ville det altså tage mellem 100.000 og 200.000 år at rejse igennem det.
* Der er udover Mælkevejen to billioner (2.000 milliarder) andre galakser - vi har ikke talt dem, men det menes at være deromkring. De kan både være mindre eller større end vores egen Mælkevej.
* Og stadigvæk er disse sammenlagt måske bare en lille del af Universet, som er ja, uendeligt i vores små menneskers fatteevne.