33-årig dansk kemiker og nanoforsker bliver udråbt som en af verdens mest lovende kvindelige forskere.
Det skriver Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen modtager den internationale pris "International Rising Talent" som en af de 15 mest lovende kvindelige forskere inden for naturvidenskab på verdensplan.
Prisen uddeles under titlen "For Women in Science" af Unesco, der er FN's organ for blandt andet forskning, kultur og verdensarv, og den franske kosmetikkoncern L´Oréal.
Dommerkomitéen har udvalgt de 15 prismodtagere til den internationale pris blandt deltagere i 115 forskellige lande, som i forvejen har vundet prisen på nationalt plan.
Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen får overrakt prisen på 15.000 euro, svarende til knap 112.000 kroner, den 14. marts i Unescos hovedkvarter i Paris.
- Jeg er glad og meget stolt over prisen. Det er en stor opmuntring i min hverdag som forsker, siger hun i pressemeddelelsen.
Som nanoforsker beskæftiger hun sig med nogle af verdens mindste enheder.
- Mit arbejde er at dykke ned i de atomare strukturer af nye nanomaterialer. At være naturvidenskabelig forsker og få en dyb indsigt i verden, kræver, at man tænker logisk, men også kreativt, siger hun i pressemeddelelsen.
- Vi skal altid tænke over, hvordan vi kan se verden fra nye vinkler. På den måde ser jeg ikke den store forskel på kunst og naturvidenskab, hvad angår at tænke nyt og anderledes.
Ifølge Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet er Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen et godt eksempel på en forsker, der bruger kreativitet og innovation i naturvidenskaben.
/ritzau/