Det er meget alvorligt - men situationen er stadig under kontrol
Sådan er den danske atomkrafts-ekspert Erik Nonbøls reaktion, efter de japanske myndigheder i dag oplyste, at én reaktor efter alt at dømme har været udsat for en nedsmeltning, og at to andre er tæt på.
"Situationen er meget, meget alvorlig. Men så længe vi ikke har hul på reaktortanken og de andre beskyttelser, så bliver de radioaktive stoffer holdt inde i tanken," siger Erik Nonbøl.
Reaktorene er populært sagt bygget op som en slags styrthjelme - eller rettere sagt tre af slagsen udenpå hinanden.
I de kraftværker, hvor der har været eksplosioner, er den yderste hjelm ødelagt - men de to resterende er stadig tilbage.
Erik Nonbøl har dog en klar ide om, hvordan det kan se ud inden i den reaktor, der efter alt at dømme er nedsmeltet.
"Anlægget er selvfølgelig ødelagt. Alt, hvad der var inden i reaktoren, er smeltet, og ligger nu som en lavasø på bunden af reaktoren. Derinde er der rigtig meget radioaktivitet. Men så længe det ikke kommer ud er det ikke så problematisk," siger han.
"Man har jo gjort alt, hvad man kan, for at undgå radioaktivitet i atmosfæren. Det er jo også derfor, at sikkerheden er så omfattende," siger Erik Nonbøl.
Han fortæller, at man kun én gang tidligere har set en reaktor, der er nedsmeltet på den måde. Og det var i 1979, hvor en delvis nedsmeltning fandt sted i en reaktor på Tremileøen. Her tog oprydningen bagefter 12 år, og kostede næsten en milliard dollars.