Længere arbejdstid og kortere opsigelsesvarsel - men dog en aftale.
Det er resultatet, efter at de tre fagforeninger DJØF, Dansk Magisterforening og Ingeniørforeningen IDA har forhandlet en overenskomstaftale i hus med it-giganten CSC.
Den nye aftale faldt endeligt på plads i går. Den gælder for to år og omfatter ca. 350 akademikere i CSC.
Ingeniørforeningens udgangspunkt for forhandlingerne har været, at det var vigtigt fortsat at have en overenskomst for akademikerne med CSC, og dette mål er opfyldt.
Forhandlingerne er foregået i en god tone med ledelsen, lyder det fra Ellen Fænøe, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen.
"Vi ser den nye aftale som en tilpasning til den nuværende situation på arbejdsmarkedet og til den globale økonomiske situation, som it-branchen jo i særlig grad opererer under," siger hun i en pressemeddelelse.
Hovedtrækkene i overenskomsten er, at den såkaldte tryghedsaftale, der giver ret til længere opsigelsesvarsler end normalt, nedtrappes over de næste tre år. Den afskaffes dog ikke helt.
Samtidig sættes arbejdstiden op til 37 timer om ugen. Der er ikke sket forringelser på lønområdet, men der er aftalt beskedne lønstigninger over de næste to år.
Overenskomsten skal nu til afstemning på en generalforsamling blandt alle akademikerne på CSC den 12. januar.
I foråret endte forhandlinger mellem it-fagforeningen Prosa og CSC med lockout og strejke.
CSC trak det længste strå, da virksomheden fik rettens ord for, at det var i orden at opsige overenskomsten og tvinge de ansatte på Prosa-overenskomst over i HK.