Cristiano Ronaldo scorede begge mål og blev matchvinder, da Real Madrid søndag aften slog Michael Krohn-Dehli og Celta Vigo med 2-1 i den bedste spanske fodboldrække, Primera Division.
Favoritterne fra den spanske hovedstad havde massevis af chancer, og det var lidt af et under, at Celta Vigo kunne holde gæsterne fra scoring i næsten en time.
Men så opfangede Real Madrid-topscorer Cristiano Ronaldo en nedfaldsbold i hjemmeholdets straffesparkfelt og gjorde det til 1-0.
Med tanke på Real Madrids massive dominans i de foregående 60 minutter, var det svært at se, hvordan Michael Krohn-Dehli og holdkammeraterne skulle komme tilbage.
Men på Celta Vigos næste angreb modtog Iago Aspas bolden, drejede rundt om sig selv og fik afsluttet. Pepe kom for sent med sin tackling, og i stedet fik portugiseren snittet bolden, så Aspas' afslutning snød Diego López i Real Madrid-målet.
Hjemmeholdet dummede sig kort efter 1-1-udligningen, da Javi Varas fældede Kaka i straffesparkfeltet. Det betød, at Cristiano Ronaldo kunne afgøre kampen med en sikker scoring fra 11-meter-pletten.
Med sine to mål er den portugisiske superstjerne oppe på 26 ligamål for Real Madrid efter 27 spillerunder. Det overgås kun af Barcelonas Lionel Messi, der har nettet imponerende 40 gange.
Barcelona topper Primera Division med 71 point. Real Madrid har 58 point og Atlético Madrid 57. Atletico møder senere søndag aften Real Sociedad.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.