Chelsea har flere gange været på vej ud af Champions League, men onsdag aften står briterne i semifinalen, hvor de forsvarende mestre fra Barcelona venter.
Derfor advarer midtbanestjernen Frank Lampard mod at undervurdere London-holdet.
- Vi er altså i Champions League-semifinalen, fordi vi fortjener det. Vi må ikke vise for meget frygt for dem. Vi skal respektere dem, men også udfordre dem og spille på den måde, vi spiller, siger Lampard inden onsdagens hjemmekamp.
- Når jeg ser Barcelona spille, forventer jeg at se dem vinde, men vi skal tro på os selv. Vi har givet dem svære kampe tidligere, og vi vil forsøge at gøre det igen, fortæller han.
Lampard er en af de Chelsea-spillere, der har genfundet formen og spilleglæden efter fyringen af manager André Villas-Boas i marts.
Lampard indrømmer gerne, at den midlertidige manager, Roberto Di Matteo, har haft en særdeles positiv effekt på holdet.
- Roberto har været fantastisk. Han overtog et hold, der var på vej ud af Champions League, og som var i krise i Premier League.
- Han elsker klubben, han fik glæden tilbage i omklædningsrummet, har talt med alle spillere, og man ser nu, hvilken effekt, det har haft, siger Lampard.
Chelsea vandt holdets gruppe i Champions League, men var i alvorlig fare for at ryge ud i 1/8-finalerne mod Napoli. Briterne tabte det første opgør i Italien med 1-3, men klarede sig videre efter forlænget spilletid på Stamford Bridge.