At buschauffører landet over nedlægger arbejdet hele dagen går først og fremmest ud over landets buspendlere. Og det er chaufførerne kede af.
"Chaufførerne beklager, at de er nødt til at nedlægge arbejdet. Det er bestemt noget, der generer passagererne, og det er vi kede af. Men det er som om, vi ikke har kunne trænge igennem på anden måde," siger Hans Erik Rasmussen, som er tillidsmand for 600 buschauffører hos Arriva.
Dog er der enkelte buslinjer, der kører - dog ikke med chaufførernes gode vilje.
"De buslinjer, der kører i Hovedstadsområdet skyldes, at den lokale ledelse har truet med sanktioner, hvis ikke de kørte ud her i morges," siger han.
Han skyder på, at flere hundredtusinder danskere bliver ramt af busstrejkerne i løbet af i dag. Men som han ser det, ligger ansvaret ikke hos buschaufførerne - men deres arbejdsgivere, som nægter at betale for et tvunget EU-kursus samt løn i de fem dage, chaufførerne bruger på at tage det kursus.
"Vi har jo presset på for at finde en løsning, sådan så arbejdsgiverne fremover betaler for det kursus som førhen. Men arbejdsgiverne har været temmelig afvisende overfor selv at skulle betale. Det har chaufførerne været meget frustrerede over, så til sidst har man sagt, at når arbejdsgiverne ikke vil lytte, må vi markere det på en anden måde," forklarer tillidsmand, Hans Erik Rasmussen.
Kort sagt er sagens kerne, at et tvunget EU-kursus til alle erhvervsdrivende chauffører blev indført for nogle år siden. Det vil sige, at man hvert femte år skal på et lovpligtigt kursus, hvor man bliver undervist i emner som trafiksikkerhed og energirigtig kørsel. Hvis ikke man tager det kursus, kan man ikke fortsætte som chauffør.
Indtil videre har arbejdsgiveren betalt for det kursus på 5000 kroner, men det er slut nu, afgjorde retten i september sidste år.
"Så har Dansk Industri i den forbindelse også besluttet, at medarbejderne heller ikke skal have løn, mens de er fem dage på kurset. Plus at de selv skal betale for kurset," forklarer tillidsmanden.
Busserne kører igen fra i morgen tidlig.