Beboerne i Oslo er stadig i chok over, at et tog kunne køre uden kontrol i otte kilometer, med 100 kilometer i timen og forvilde sig ud på havneområdet.
Kriminalteknikere, Havarikommissionen og Jernbanetilsynet har undersøgt det spor, hvor det 16 vogn lange tog blev afsporet og de giver sporbremserne skylden for ulykken.
"Sporbremsen skulle have været aktiveret, da den sidste vogn blev hægtet på, men på en eller anden måde må den have løsnet sig. Hvorfor er det store spørgsmål," siger leder af Havarikommissionen Kurt A. Olsen til den norske netavis VG Net.
Lederen fortæller, at banearbejderne forsøgte at stoppe toget, da de opdagede, at toget begyndte at rulle ud af godsterminalen på Alnabru station. De kontaktede straks styrecentralen i Oslo.
"De prøvede at stoppe vognene, men det lykkedes ikke," siger Kurt A. Olsen.
Styrecentralen kunne følge det vildfarne tog og forsøgte at styre det ind i en mur for at bremse det, men det lykkedes heller ikke.
Toget endte til sidst i havnen. Men før mareridtet var ovre, havde tre mænd mistet livet, mens fire mennesker blev skadet heriblandt en kvinde, der fortsat bliver kategoriseret som ustabil af de norske læger.