DET ER en brydningstid i disse dage og år. Mens asylansøgere i hundredtusindtal igennem de seneste måneder har bevæget sig op igennem Europa, har de delt vandene i spørgsmålet om, hvad vi stiller op med de mange mennesker. Nogle af dem er på flugt fra forfølgelse. Andre er migranter, der gerne vil have et bedre liv. Hvordan skelner vi mellem, hvem der er i nød, og hvem der bare er migranter, og kan vi åbne vores lande ubegrænset for dem alle? Hvad er egentlig det gode at gøre i denne situation – som stat, som politiker og som medier?
En række politikere og medier i såvel ind- som udland har i den seneste tid udvist stor og kritisk opmærksomhed over for Danmarks aktuelle behandling af migranter og asylansøgere. Det forstår jeg godt for så vidt, at der er elementer i den netop vedtagne asyllovgivning, som jeg ikke bryder mig om. Og jeg synes, det er positivt at se, at der er mennesker, der udviser interesse for de flygtninge, der måtte være i nød.
Jeg undrer mig dog over, at medfølelsen, forståelsen og opmærksomheden over for nogle grupper borgere er så stor, og at der samtidig er et totalt fravær af det samme over for andre grupper. Det er andre grupper, som i mine øjne faktisk behandles meget, meget ringere end migranterne og asylansøgerne, og som er blevet det igennem nu en årrække.
JEG TÆNKER på mennesker med handicap og alvorlig sygdom, som i disse år behandles mere og mere uværdigt og ofte står decideret retsløse. De behandles så ringe af det officielle Danmark, at det ville forbløffe de fleste, som ikke kender forholdene, hvad der er dagligdag for disse borgere. Det er forringelser, der blandt andet kommer fra lovgivning og fra forvaltning – mine blogindlæg på Avisen.dk har beskrevet nogle af dem. Her taler vi vel at mærke ikke om en akut og midlertidig situation, men om langvarige eller kroniske tilstande under uværdige forhold; nogle af dem er livsvarige.
Hvis man skal tage den menneskerettighedsbaserede kritik af migrant- og asylpolitikken alvorligt, som for øjeblikket eksponeres af danske politikere som for eksempel Martin Lidegaard (R) og Mette Gjerskov (S) og af en række medier i ind- og udland, så må man som minimum forvente den samme interesse og respekt fra dem for de menneskerettigheder, som mennesker med sygdom eller handicap og alle andre borgere har. Det dur ikke at have forskellige moralske standarder for forskellige mennesker i nød. Nød kan findes alle steder.
DET HAR desværre vist sig, at interessen for en værdig handicappolitik og for de menneskerettigheder, som Handicapkonventionen udtrykker, har glimret ved sit fravær hos de selvsamme politikere og medier. En del af de uværdige forhold på handicapområdet stammer endog fra forringelser gennemført af netop De Radikale, Socialdemokraterne og noget af tiden også SF under regeringen Helle Thorning-Schmidt – med tilslutning fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance og i visse tilfælde også Dansk Folkeparti.
Tænk, om de politikere og medier, der stiller kritiske, moralske spørgsmål ved Danmarks behandling af flygtninge og migranter, ville stille de samme spørgsmål ved behandlingen af mennesker med handicap? Og tænk, om de ville udvise samme moralske indignation over den uret, som er blevet begået mod disse borgere? Så ville verden se meget bedre ud.
Forresten afspejler flygtninge- og migrationspolitikken faktisk den kyniske social- og beskæftigelsespolitik, som danske borgere selv er blevet ofre for igennem de seneste år og især fra 2011 og frem. Jeg mener, at de er to helt parallelle politiske spor. Det er det samme pres på menneskerettighedskonventionerne og på retssikkerheden, vi finder på disse politikområder, hvor hensynet til samfundsøkonomien får forrang over alt andet. Og det er den samme syndebuk- eller gøgeunge-retorik, som fra tid til anden er blevet benyttet af partierne bag forringelserne.
MÅ JEG så tilføje, at det også har konsekvenser for vores egen befolkning, hvordan man håndterer det nuværende ekstraordinære flygtninge- og migrationspres på vores land. Når der kommer mange nye borgere til landet, som vi skal forsørge – muligvis permanent – så vil det også påvirke de danske borgere, som er afhængige af hjælp fra samfundet, og som allerede i dag svigtes alvorligt af myndighederne.
Jeg beder ikke om, at man skal vælge mellem forskellige grupper af mennesker i nød – selvom politik og medier de facto vælger mellem forskellige gruppers interesser. Jeg beder bare om, at man som politiker rækker hånden ud til alle de grupper af borgere, som beder om hjælp og oprigtigt er nødsstedte, og at medier tilsvarende forsøger at repræsentere de forskellige nødsstedte gruppers ve og vel. De mennesker eller grupper af mennesker kan være flygtninge, men de kan også være andre persongrupper.
Men ikke alle er i nød. Og hver gang nogen snyder, så ødelægger de det for de andre, som virkelig er afhængige af at få hjælp. Det er nødvendigt at differentiere mellem, hvem der har brug for hjælp, og hvem der ikke har.
HVIS MAN vil gøre det gode som stat og som politiker, må det være rimeligt at bruge ressourcerne på dem, der reelt har behov, og at gøre det på en måde, så ressourcerne kommer flest muligt nødstedte mennesker til gavn. Det samme burde man kunne forvente af medierne.
Den balancegang er altid svær og diskutabel. Men det er nødvendigt, at man til stadighed stræber efter at finde den.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.