Rasmus og hans tre dates har leget med Legoklodser. Rasmus’ skæg ligner også lidt sådan et, som moderne Legomænd har. Lysebrunt og med meget skarpt optrukne linjer.
– Jeg står i en træls situation, siger han til pigerne.
Han taler dog ikke om sin ansigtsbehåring. Han taler om, at han skal sende en af de tre unge damer hjem. Det ender med, at han vælger Rebekka.
– Tak for din tid, siger han, som man jo gør til en kvinde, man lige har tvunget til at lege med Legoklodser i den bedste sendetid, blot for at smide hende på porten bagefter.
Rebekka er forvirret, for fem minutter tidligere sagde Rasmus jo, at han godt kunne se dem sammen. Men hey, sådan noget siger mænd altså. Vi er rædselsslagne for at brænde broer. Især, hvis de broer kan føre til sex. Det er bare sjældent, det bliver filmet og afsløret i fjernsynet.
Tobias skal også på date med sine tre piger. Ingen overraskelse, for det er ligesom dét, de laver i det her program. Han skal lave mad til dem.
– Jeg skal have pigerne med på en kuluninarisk oplevelse, som han siger.
Det er dog ikke hans besvær med det danske sprog, pigerne er fokuserede på. Næ, de har nemlig fundet ud af, at han har sagt det samme til to af dem. Noget med, at de får ham til at føle sig som en lille skoledreng. Så stemningen før daten er lidt dårlig. Men hey, igen, sådan er mænd altså. Hvis vi endelig finder på en fed formulering, så bruger vi den igen og igen, og det er helt fair. Også selvom min redaktør ikke er enig.
Rasmus og Anders og deres damer bliver hjemme på herregården på Langeland, hvor deltagerne bor. De skal på tour de chambre, udtalt på helt forkert fransk, altså, sådan en kollegieleg, hvor man går fra værelse til værelse og drikker sig fuld. Jeg leger den også ind imellem herhjemme, til stor irritation for mine børn, hvis de allerede er gået i seng.
Det meste af snakken handler om, hvilket kærlighedssprog de forskellige deltagere har. Det er sådan et moderne emne, der konsekvent er blevet berørt i de seneste års reality-programmer. Det er noget med, at nogle mennesker viser deres kærlighed gennem f.eks. tjenester og komplimenter, mens andre viser det gennem f.eks. kropssprog. Gab. Rasmus og Anders og deres piger er enige om, at deres kærlighedssprog er ’berøring’. Det er også rart. Også min favorit, lige efter ’kebab’ og ’se fodbold i fjernsynet, uden at nogen plager om at se det med Hollywood-fruerne.
Benjamin tager sine to tilbageværende damer med ud på en brandstation. Han er nemlig brandmand, og nu skal pigerne lære at finde vej på sådan en mørklagt forhindringsbane. Lidt ligesom, hvis de er inde i et hus, hvor alt er sort af røg. Det her er muligvis et godt tidspunkt at nævne, at jeg også selv er uddannet brandmand og røgdykker, men så igen … jeg er også både journalist og forfatter og har engang vundet Champions League med Millwall i Football Manager, og jeg er slet ikke sikker på, at de kvindelige læsere kan holde til så mange testosteron-eksplosioner på én gang.
Bagefter siger Benjamin til Line, at han ikke kan mærke en gnist mellem dem. Jeg ved ikke, om det er en brandmandsjoke, men den er noteret som et plus i hans bog. Line lyver og siger, at hun heller ikke kan mærke noget, og så tager hun hjem.
Tobias har været tidligt oppe for at lave pastadej. Idiot. Ved han ikke, at man kan købe færdiglavet pasta? Muligvis ikke. Han er jo åbenbart heller ikke klar over, at man kan finde masser af villige damer på internettet, og slet ikke behøver stille sig op og dumme sig på tv for at finde en kæreste.
– Jeg får helt vild meget selvtillid af at stå i et køkken. Der er sgu ikke noget, jeg ikke kan finde ud af at lave, siger han, mens han fyrer op for gryderne i sit kolonihavehus og de tre piger kigger imponerede til.
Fem sekunder senere koger pastaen over.
Da de har spist, roser pigerne maden. Overfor ham, altså. Alene med kameraet antyder de, at den var megadårlig.
– Er der noget, I vil spørge mig om? spørger Tobias bagefter, muligvis opfordret af tilrettelæggeren, og så kommer den med skoledrengskommentaren, som han har brugt på to af dem.
Han redder den dog meget godt ved at sige noget med, at det jo ikke var en scorereplik, og at man jo godt kan få den følelse fra flere piger. Også plus til ham. Det kunne have være gået meget værre. Det kunne eksempelvis være gået ligesom hjemme på herregården, hvor Maria og Rasmus får sig en ærlig snak på en bænk. Hun siger, at hun ikke kan mærke noget mellem dem.
– Kunne du tænke dig at hjælpe mig med lidt kærlighedssprog? Jeg kan jo godt lide berøring, og det synes jeg også, at du kan, siger han, og det er på én gang den bedste og mest foruroligende scorereplik i denne sæson indtil videre.
Maria kigger, med rette, forvirret på ham.
– Har du lyst til at sidde her og holde i hånd og kigge lidt på naturen? spørger Rasmus, opsat på at tage det med kærlighedssproget til next level. Et level, der ligger et sted mellem manglende situationsfornemmelse og vaskeægte overgreb.
– Hvad? Nu? udbryder Maria, oprigtigt chokeret, thi hun jo lige har fortalt ham, at hun ikke synes, hun kan mærke noget mellem dem.
Det siges, at kvinder indimellem siger nej, selvom de mener ja. Det har Morten Østergaard i hvert fald lært mig. Men det omvendte er åbenbart også tilfældet. I hvert fald ender Maria og Rasmus med at holde i hånd – med hende siddende så yderligt på bænken, som hun overhovedet kan, uden at falde af. Det er noget af det mest MeToo-agtige, der nogensinde er sket på TV 2. Altså, i fjernsynet. Ikke på TV 2 generelt, selvfølgelig.
Da tilrettelæggerne har fået fjernet Rasmus fra bænken – og Maria er gået ind på sit værelse for at indsende ansøgningen om polititilhold, regner jeg med – overtages skærmen af Anders og Emilie. Og her går det mere glat. De kysser.
– Jeg bliver lidt som en skoledreng igen, siger Anders.
Okay, nu skal de gutter måske til at finde på noget nyt at sige.
Søren Baastrup er forfatter, freelancejournalist (og brandmand åbenbart) og Avisen.dk's faste anmelder Foto: Privat