Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
FLERTALLET AF LANDETS KOMMUNALPOLITIKERE mener tydeligvis, at der er rigeligt med personale i børnehaver og på plejehjem, og at servicen over for borgerne er i top. Ellers havde de næppe overrasket med det stunt, der blev del af økonomiaftalen med regeringen.
KL, Kommunernes Landsforening, kunne have krævet at blive kompenseret for det stigende antal børn og ældre i kommunerne. Alene i 2018 får kommunerne ekstra udgifter på 1,3 mia. kr. på grund af befolkningsudviklingen.
KL kunne også i en situation, hvor den danske økonomi er stærk og sund, have krævet at få genoprettet bare nogle af de skader, som den offentlige velfærd har lidt siden finanskrisen: Kommunerne har mistet 40.000 ansatte siden 2009.
MEN NEJ. I økonomiaftalen har man valgt at bruge 450 millioner af de statsskattekroner, vi betaler, på skattelettelser i kommuneskatten. KL har dermed lavet et knæfald for mantraet om, at skattelettelser er et knæsat princip. Hvordan KL kan gå med til det, er ubegribeligt.
Maskerne er i det mindste faldet, og KL viser sit sande ansigt. Den udvikling, som længe har været undervejs, står nu lysende klar: KL har grundlæggende skiftet rolle fra at være lokomotiv for velfærdsstatens udvikling og talerør for borgere, brugere og ansatte i kommunerne til at være del af velfærdsafviklingen.
For bevisførelsen er ikke ny! Den blev grundlagt under den tidligere regering, hvor KL gennem næsten 10 år accepterede både præmis og logik for Anders Fogh-regeringens minimalstats-strategi. KL ’s fløjlshandske er afløst af jernhandsken, nu skal alle velfærdspersonalegoder, fornyelse af overenskomster og ikke mindst indgåelse af nye, ske med Ryanair metoder: Fagforeninger og ikke mindst de opnåede rettigheder skal knægtes. Vi så det under KL’s konflikt med landets folkeskolelærere i 2013.
GRUNDLÆGGENDE SET har landets kommunalpolitikere og KL accepteret, at kommunerne siden 2009 har mistet 10 milliarder kroner hvert eneste år. For deres eneste ”protester” har været i form af læserbreve, pressemeddelelser og Facebook opslag. Derfor kommer rundbarberingen af kommunerne til at fortsætte. I 2018 kommer kommunerne til at mangle 1. mia. kr. på grund af befolkningsudviklingen. I en normal størrelse kommune som Svendborg vil det ramme børn og de ældre, hvor der skal findes yderligere besparelser på op mod 10 mio. kr. Der er noget svineri i en situation, hvor regeringen mener, der er plads til skattelettelser.
Regeringen holder kommunerne i et økonomisk jerngreb og vil gennemtvinge yderligere besparelser for at kunne give de rigeste skattelettelser. Det er en hån mod almindelige lønmodtagere. De rigeste 320 familier i Danmark skjuler 60 milliarder i skattely – det beløb alene kunne redde den samlede kommunale velfærd i seks år.
LANDETS KOMMUNALPOLITIKERE har på 16 år accepteret nødvendighedens politik og undergravelse af det kommunale selvstyre. De kom kun ind i kampen for en kort bemærkning i 2016, fordi Velfærdsalliancen og tilsluttende organisationer fik skabt et pres fra neden. Kommunalpolitikere, ansatte, borgere og fagforeninger kæmpede her en hård, men vellykket kamp imod regeringens forhadte omprioriteringsbidrag. Der var tale om et spirende kommunalt oprør mod års massive milliardbesparelser på den kommunale velfærd. Presset fik regeringen i defensiven, for det folkelige pres var massivt med mere end 20.000 i 74 kommuner på gaden den 12. maj 2016.
Formanden for KL Martin Damm, formulerede, hvad mange tænkte: "Alene den måde, man har italesat disse forhandlinger på ved at sige, at kommunerne kan få nogle af pengene igen. Det er jo ren fup og fidus. For lad os tænke den tanke, at kommunerne får hele omprioriteringsbidraget tilbage. Så har vi ingenting fået. Det svarer til ren nulvækst. Det hørte jeg ingen partier tale om op til folketingsvalget sidste år. Man har været dygtige til at sætte en præmis om, at vi skal være glade, hvis vi kun får hugget en arm af, for vi kunne have fået hugget to arme af. Man har blandet kortene på en ny måde ved, at vi på denne måde starter med et minus og automatisk skæres ned år for år,"
MEN IKKE SÅ snart regeringen havde droppet det forhadte omprioriteringsbidrag i økonomiaftalen for 2017, var hovedparten af landets kommunalpolitikere og KL til at indstille det kommunale oprør.
Derfor ser vi også, at økonomiaftalen for 2018, ikke fjerner velfærdsnedskæringer endsige formindsker dem. Nej, fraværet af folkelig modstand i landets kommuner mod regeringens velfærdsnedskæringer har fjernet presset på regeringen og dermed også på landets kommunalpolitikere og KL. Men det bekræfter, at politikerne, uanset om de sidder i folketinget eller kommunalbestyrelsen, kun har respekt for borgere og ansatte, hvis borgere og ansatte truer politikernes mulighed for genvalg. Genvalg er nemlig den eneste stemme, politikerne lytter til.
KUN PRESSET UDEN FOR den parlamentariske logik kan ændre på udviklingen. Læren er nemlig at man aldrig får noget ud af en regering, medmindre den sættes under massivt pres. Politikere i al almindelighed har kun respekt for kærlige puf, los i røven og udsigten til ikke at blive genvalgt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.