En stor sidegevinst ved FC Nordsjællands danske mesterskab er den direkte adgang til Champions League.
Til efteråret venter som minimum tre kampe i verdens største klubturnering, men det bliver uden en af holdets absolut største profiler.
Andreas Bjelland skifter til Twente i den hollandske liga, men han er helt afklaret med, at han dermed går glip af deltagelse i Champions League.
- Mit næste skridt ligger i Holland. Jeg glæder mig utroligt meget på de andres vegne, og så glæder jeg mig over de udfordringer, jeg skal ned til, siger Andreas Bjelland.
I stedet fokuserer han på, at han i onsdagens guldkamp fik den perfekte afslutning på sine tre sæsoner i FC Nordsjælland, da han to minutter før slutfløjtet scorede til slutresultatet 3-0.
- Hvis jeg skulle have skrevet historien før kampen, havde jeg nok skrevet den på samme måde. Det er fantastisk at slutte på den her måde, hvor vi slår stadionrekord med de mange tilskuere, siger Andreas Bjelland.
FC Nordsjælland har gennem hele foråret skullet forholde sig til guldsnak i medierne, men selvom holdet ikke tidligere har været en del af mesterskabskampen, har spillere og ledere bevaret overblikket og undgået gummiben.
- Vi har gjort det på vores egen måde. Vi har lagt målsætninger for sæsonen og taget en kamp ad gangen.
- Nu står vi med guldmedaljerne, så det må have været den rigtige måde at gribe det an på, siger Andreas Bjelland.