Når danskere bliver oprørte over muslimske kvinders tørklæder, skyldes det ikke en sund skepsis over for religion, men at danskerne er drevet for langt væk fra deres egen kristne baggrund.

Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i et interview med Nyhedsavisen.

»Jeg kan kun appellere til, at danskerne bliver mere bevidste om, hvem de selv er. Jeg har en drøm om, at religionen skal finde sit naturlige leje. Det sker kun, hvis flere folkekirkedanskere får et mere naturligt og tæt forhold til kristendommen. Så er det lettere at acceptere andres tro, og man vil finde det mindre dramatisk og mindre overvældende med meget synlige muslimer,« siger hun.

Efter flere dages tavshed oven på en heftig debat om et forbud mod religiøse symboler i de danske retssale har integrationsministeren valgt at lukke debatten om tørklæder.

I stedet er det vigtigere at tale om, at danskerne får et mere afslappet forhold til religion generelt.

»Så provokerer man ikke muslimer på samme måde til at demonstrere deres religion. Vejen til færre tørklæder i det offentlige rum er, at man ikke presser muslimerne så meget,« siger Birthe Røn Hornbech, som mener, at muslimer i Danmark styrker deres religiøse identitet på grund af en polariseret debat.

Mere kristendom, tak

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har tidligere meldt ud, at han mener, at religion fylder for meget i det offentlige rum, og at tro bør være en privatsag. Det afviser integrationsministeren ikke. Hun er dog optimistisk i troen på, at flere danskere vil blive mere religiøse.

»Jeg håber, at religionen i det enkelte menneske vil fylde mere og derfor give færre konfrontationer i det offentlige rum,« siger hun.

»Jeg er meget optaget af, at danskerne finder deres kristne rødder. Jeg tror, at netop tilstedeværelsen af muslimer i Danmark bevidstgør mange danskere om den kristne forudsætning. Den er også forudsætningen for det danske samfund.«

Spørg om stening

Birthe Rønn Hornbech blev udpeget som integrationsminister i november 2007. Det vakte straks begejstring i muslimske kredse, fordi hun selv er troende og mener, at religionen har en naturlig plads i det danske samfund. Hun blev dog kritiseret for at tage et møde med Islamisk Trossamfund, efter at talsmanden havde gået arm i arm til en Hizb-ut-Tahrir demonstration med den racismedømte formand Fadi Abdullatif. Islamisk Trossamfunds to nye talsmænd markerede sig for nylig på deres første pressemøde ved ikke at ville fortælle, hvad de mener om stening. Talsmændene henviste til, at spørgsmålet ikke var relevant i det danske samfund. Men det er det, slår integrationsministeren fast.

»Det er vigtigt at udspørge dem om de ting, for det er jo ikke religion. Det er politik. Det er da vigtigt at vide, om nogle talsmænd går ind for stening. Det er på grund af straffesystemet, som er udformet politisk i Danmark. Det bliver farligt, når religion også bliver politik. Man må finde sig i at blive underkastet en diskussion, når man ønsker at stå frem og være pejlemærker for andre. De må finde sig i, at vi må vide, hvor de står.«

Hun vil ikke udelukke at mødes med de nye talsmænd, hvoraf den ene er en dansk kvinde, som er konverteret til islam.

»Jeg udelukker ikke nogen på forhånd, men jeg har selvfølgelig ikke tid til at mødes med alle,« siger Birthe Rønn Hornbech.

Hun opfordrer alle til at vise, at de er optaget af danske værdier, at man uanset religionen kan leve i det danske demokrati.

Gå i frimærkeklub

Mener du, at Islamisk Trossamfund repræsenterer danske værdier?

»Jeg vil ikke begynde at give karakterer, for jeg aner ikke hvor mange mennesker, de trossamfund repræsenterer. Jeg er vel vidende om, at mange muslimer ikke føler sig repræsenteret af imamerne.«

Flere muslimer har udtrykt en træthed i debatten over, at deres religion konstant er til debat. De muslimer opfordrer hun til at engagere sig i sammenhænge, der ikke har med religion at gøre.

»Muslimerne kan bedst vise, at de ønsker at snakke om noget andet ved selv at gøre det. Det vil sige at deltage i det danske fritidsliv, i de politiske og kulturelle foreninger. Det er den bedste måde at smadre fordommene på,« siger integrationsministeren.

»Hvis man går med tørklæde, signalerer man jo, at man har en bestemt tro, og at man vil fortælle andre det. Så mener jeg, at det er helt i orden, at der bliver stillet spørgsmål til det. Men jeg har selv undret mig over, at danske indvandrere holder sig væk fra noget så kulturelt dansk som bogmessen. Når jeg holder møder om kultur og historie, ser jeg meget sjældent indvandrere som tilhørere. Man kan jo gøre en masse selv for at være i de sammenhænge, hvor danskere er ligeglade med religionen. Man bliver jo heller ikke spurgt, om man er muslim, hvis man spiller fodbold. Derfor er jeg med til at give tilskud til en masse projekter, hvor danskere og indvandrer kommer sammen. Det er vigtigere for integrationen, at man går i en fælles frimærkeklub, end at man laver en muslimsk fodboldforening.«

Tuneser-sagen

Birthe Rønn Hornbech blev sat på en hård prøve som integrationsminister, da hun underskrev den administrative udvisning af to tunesere, der er mistænkt for at have planlagt et drab på Muhammedtegneren Kurt Westergaard. Hun er selv skeptisk over for at udvise folk uden rettergang men godkendte alligevel udvisningen.

»Det ville være hykleri, hvis jeg sagde, at jeg har det meget dårligt med det, for jeg har selv været med til at vedtage loven. Det er ikke nogen rar situation, men når man påtager sig et job, må man også udføre det, der følger med embedet. Men derfor kan man godt have lov til at sige, det er ikke særligt morsomt. Men jeg er glad for, at der nu er nedsat et udvalg, som skal se på, om der kan være andre regler, som i højere grad tilgodeser retssikkerheden.«

Hun beskriver selv en af sine mørkeste stunder som integrationsminister som de uroligheder, der tog fat i februar 2008 efter genoptrykningen af Muhammedtegningerne. Urolighederne resulterede i afbrændte biler og hærværk i flere danske byer.

»Jeg synes, at det var meget sørgerligt med afbrændingerne på Nørrebro, for det er jo også et integrationsspørgsmål. Indvandrerne må selv erkende, at hvis de brænder biler af, så har de begået er det kriminalitet. Det nytter ikke noget at undskylde det. De skal have deres straf som alle andre. Der er overhovedet ingen sociale begrundelser for at brænde andre folks biler af og øve hærværk i gaderne. Overhovedet ikke. Uanset hvad familiens situation i øvrigt er, kan det ikke undskylde, at man smadrer ting omkring sig.«

Hvorfor brænder de så biler af?

»Fordi de ikke føler sig accepteret, men den går bare ikke. Det kan vi tale om, når de har udstået deres straf. Det er ikke en undskyldning, selv om vi kan finde nogle forklaringer. Der er masser af andre i samme situation, som ikke begår kriminalitet.«