"Økonomisk galning", "røvertøs" og "bedrager".
Med disse udtryk beskrev Nordea fra 1970'erne og frem til 1995 potentielle problemkunder i et hemmeligt register, internt kendt som "Nordea Black Book". Det skriver Svenska Dagbladet.
Flere end 2000 personer optrådte i registret med navn og cpr-nummer, men ofte også med højst kontroversielle detaljer og subjektive vurderinger af deres person.
- Uhensigtsmæssig! Ikke straffet, men omgås grønlændere. Forsigtighed tilrådes, stod der om en person.
- Bedrager- og svindlerfamilie med far og to sønner, som utvivlsomt vil gå i farens fodspor, stod der om en familie.
Nordeas svenske kommunikationschef, Helena Östman, siger, at registret er et overstået kapitel og hævder, at banken ikke var ene om at registrere sine kunder.
- Før i tiden førte alle banker lignende fortegnelser for at undgå kredittab, siger hun til Svenska Dagbladet.
Avisen har talt med flere personer, som stod i registret, der blev ført, inden Nordea efter en fusion blev etableret i Danmark i 1997.
Flere af personerne siger, at de har oplevet problemer med at få lån.
- Der har været kold luft fra bankerne. Jeg er overbevist om, at den liste er blevet spredt, siger en mand, som i registret kobles sammen med en person, som han hævder aldrig at have mødt.
/ritzau/